Danish Crowns salg af dansk bacon er mere end fordoblet siden 2004. To ekstra baconlinjer åbnes på storslagteriet i tyske Oldenburg. Det er især danskerne, italienerne, tyskerne og svenskerne, der vil have bacon. Alene fra 2009 til 2011 har væksten været på 25 procent. Sverige ligger i top med en vækst på 59 procent, mens danskerne køber 28 procent mere. Det fortæller Danish Crowns topdirektør Kjeld Johannesen i et interview i Børsens DK1000 magasin. Faktisk har efterspørgslen været så stor, at der har været deciderede problemer med at følge med på koncernens storslagteri i Oldenburg, hvor en stor del af produktionen i dag er placeret. Det fører nu til en kapacitetsudvidelse. Det skriver landbrugsavisen.dk.

