RosenHill Spirits i Stenløse lancerer en serie rom, udviklet med afsæt i traditionel caribisk rom og modning på dansk eg.

Efter mere end ti års arbejde med at undersøge, hvordan hvid rom udvikler sig ved modning på dansk eg, lancerer RosenHill Spirits nu sine første produkter.
Når caribisk rom møder dansk eg
RosenHill Spirits modner traditionelt destilleret rom fra Jamaica på dansk eg fra Hvidding Krat. Produktionen foregår i små batches og bygger på både forskningsbaseret indsigt og håndværk med fokus på smag. Alle flasker er håndnummererede.
Bag virksomheden står Thomas C. Krohn og Heidi Kornholt. Thomas er biolog, tidligere universitetsforsker og opvokset i Hvidding Krat, skoven der leverer egetræet til rommens modning. Heidi er civiløkonom og cand.merc. med mange års erfaring inden for ledelse og kommunikation. Sammen forener de faglighed, erfaring og en fælles passion for rom.
”Vi elsker god rom og har brugt mange år på at forstå modningsprocessen og på at undersøge, hvordan dansk eg og særlige modningsforløb kan bruges til at skabe nye smagsudtryk. Med den viden har vi udviklet produkter, der adskiller sig fra det, der allerede findes på markedet”, siger Thomas C. Krohn, som står for produktionen i RosenHill Spirits.
Et sortiment med syv forskellige udtryk
Mødet mellem caribisk rom og dansk eg danner grundlag for en serie eksklusive produkter med hver sin karakter og smagsprofil.
Sortimentet omfatter syv produkter – fra den lette og frugtige Cepheus til den mere funky og levende Orion samt den silkebløde kokoslikør Lyra.
“RosenHill Spirits bygger på et ønske om at forene traditionel rom med nye smagsudtryk skabt gennem modning på dansk eg. For os handler det om at kombinere egetræets evne til at skabe dybde, varme og karakter med vores tilgang til håndværk og smag,” siger Thomas C. Krohn og Heidi Kornholt.
Produkterne er opkaldt efter stjernebilleder synlige fra Danmark, og hvert navn repræsenterer en særlig smagsprofil formet af egetræ og forskellige modningsforløb:
- Cepheus: Klassisk og ren med noter af banan og en blød, afrundet sødme.
- Cassiopeia: Intens og elegant med tropisk frugt og en lang, funky eftersmag.
- Aquila: Karakterfuld og fyldig med en krydret varme og sherrypræget dybde.
- Cygnus: Forførende og funky med tropisk frugt og nøddeagtige, krydrede nuancer af sherry.
- Auriga: Kraftfuld og harmonisk med en varm, portvinspræget dybde.
- Orion: Udtryksfuld og levende med funky tropisk frugt, mørk sødme og en lang, krydret portvinsfinish.
- Lyra: Silkeblød og indbydende med kokos, tropisk frugt og en cremet, gylden romsødme.

