I år kan festivalgæsterne på NorthSide og Roskilde Festival smage en ny Tuborg fadøl med navnet Tuborg RÅ, der er brygget på økologiske råvarer.
Den nye økologiske øl er blevet til på baggrund af et stort ønske fra både NorthSide og Roskilde festival, der begge har fokus på bæredygtighed og i forvejen har en stor mængde økologiske mad- og drikkevarer på festivalpladserne.
Tuborg RÅ er en ufiltreret øl på 4,5 % alkohol og bærer det danske Ø-mærke. Øllets farve er en smule uklar på grund af malt-, humle- og gærrester, som ikke er filtreret fra. Øllen brygges eksklusivt til NorthSide og Roskilde Festival. Den kommer på kun fad og kan derfor ikke købes i butikkerne.

