Mens Carlsberg tager markedsandele i både Storbritannien, Finland, Sverige og Polen i år, går det tilbage for Carlsberg på den danske hjemmebane. Det har stået på gennem længere tid, men udviklingen gør nu så ondt på Carlsberg, at bryggeriet ser sig nødsaget til at justere sin strategi, skriver Børsen. Carsten Hänel, der er adm. direktør i Carlsberg Danmark, påpeger, at danskerne lægger flere og flere af deres indkøb i discountsupermarkeder som Netto og Fakta, der bruger relativt set mere hyldeplads på billigere mærker som Harboe samt på private label. Derfor er Carlsbergs markedsandel her mindre end i den brede dagligvaresektor.
– Det er et vilkår, som vi må tilpasse os. Vi skal være der, hvor forbrugerne er, så vi er nødt til at være til stede i øget omfang i discountsektoren, siger Carsten Hänel til Børsen. Men det bliver ikke smertefrit for Carlsberg at gå den vej. Som mærkevarevirksomhed og markedsleder i Danmark er Carlsberg vant til at fylde meget i butikkerne. Det bliver svært i discount indrømmer Carsten Hänel, hvilket indkøbschef Henrik Dahlgaard fra Dansk Supermarked giver ham helt ret i.
– Der er jo kun den plads, der nu engang er, til øl i en Netto. Så de skal nok ikke regne med, at de kan komme ind med hele deres brede sortiment, siger Henrik Dahlgaard.

