Sidste år afløste rapsolie, palmeolien i Santa Marias tortilla-pandekager og fra næste årsskifte er ambitionen, at solsikke- eller rapsolie vil have erstattet palmeolie i tortillachips og nachos.
– Vi har et ønske om at droppe palmeolie i alle vores produkter. Det hænger bl.a. sammen med, at vi gerne vil indføre sundere olier. Det kan lyde tosset at tale om sunde olier. Men faktum er, at med raps- og solsikkeolie reducerer vi mængden af mættet fedt i produkterne ganske betydeligt. Det er noget, vi oplever et klart ønske om hos forbrugerne, forklarer Tommy Rugaard, adm. direktør i Santa Maria Danmark.

