Når den nye restaurant Lev åbner i Horslunde på Lolland, bliver det ifølge restauratør og kok Thorbjørn Kristensen Danmarks første 100 procent alkoholfrie gourmetrestaurant. Det skriver TV 2 ØST.
Restauranten åbner i et stråtækt bindingsværkshus i Horslunde og skal ifølge kokken kombinere gastronomi, lokale råvarer og en fuld alkoholfri drikkeoplevelse.
“Jeg vil gerne have, at mine gæster kan smage alt, huske alt og komme trygt hjem. Det er ikke et fravalg af alkohol. Det er et tilvalg af mennesker,” siger Thorbjørn Kristensen til TV 2 ØST.
Beslutningen handler også om gæsternes oplevelse omkring bordet. Kokken fortæller blandt andet, at han gennem mange år i branchen har oplevet diskussioner mellem gæster om, hvem der skal køre hjem efter middagen.
Menuen hos Lev skal primært bestå af vilde danske råvarer med fisk fra lokale kuttere samt vildt, urter og svampe fra lokale sankere og jægere. Restauranten arbejder samtidig med alkoholfri drikkeparringer, der skal fungere som et alternativ til den klassiske vinmenu.
Thorbjørn Kristensen har tidligere stået bag flere gastronomiske arrangementer på Lolland-Falster og er blandt andet dobbelt verdensmester i specialretter fra VM i Carrbridge.

