Nordiske virksomheder, der har fokus på bæredygtighed og økologiske føde- og drikkevarer, samles i Malmø på Nordic Organic Food Fair for at udveksle viden, erfaring og for at præsentere nye produkter og teknologier – og det har de gjort i de sidste 10 år.
I messecentret MalmöMässan kan interesserede opleve Nordic Organic Food Fair og få en fornemmelse af fremtiden inden for økologiske føde- og drikkevarer. Det er den største messe af sin slags i Norden og på blot to dage, 15.-16. november, forventes messen at samle over 400 udstillere og cirka 5.000 nordiske og internationale gæster fra detailhandel, grossistvirksomheder og fødevareservice.
Messen favner bredt og giver indblik i hele branchen, hvad end det er babymad, mad til kæledyr, plantebaserede fødevarer, funktionelle fødevarer, biodynamiske og økologiske fødevarer, fairtrade-produkter, snacks, produkter til den søde tand eller raw food – alle, store etablerede virksomheder eller nye food-startups, har mulighed for at deltage. Samtidig kommer alt fra supermarkeder over grossister til foodservicevirksomheder fra hele Europa på messen for at møde leverandører af fremtidens økologiske produkter.
Politisk interesse i Danmarks fremtidige fødevaresystem på messen
Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn, og de danske aktører på messen, vil deltage i en paneldiskussion om, hvordan politiske beslutninger kan bidrage til et mere bæredygtigt fødevaresystem med større afsæt i økologiske fødevarer.
Der vil være særligt fokus på, hvordan landmænd og fødevareproducenter opnår bedre muligheder for at producere økologiske fødevarer og på detailhandlernes muligheder og ansvar for at styrke og vækste den samlede markedsandel for økologiske produkter. Panelet vil også drøfte, hvordan innovation inden for økologiske fødevarer kan bidrage til den generelle bæredygtige udvikling samt EU’s mål om, at 25 procent af Europas landbrugsarealer skal producere økologiske fødevarer i 2030.
På den danske pavillon kan du møde 20 danske virksomheder, der udstiller produkter, løsninger og teknologier inden for fødevarebranchen. Den danske pavillon organiseres af Organic Denmark, som består af virksomheder og landmænd med økologiske landbrug samt slutbrugere.