Femern Bælt-regionens styrker inden for fødevaresektoren skal bruges til at tiltrække vækstorienterede virksomheder fra hele verden. Det Hong Kong-baserede investeringsselskab JBI Equity og erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster vil skabe en global aktør inden for udvikling af virksomheder inden for fødevaresektoren.
Styrkeposition
– Den globale udvikling gør, at det aldrig har været mere perspektivrigt end nu at beskæftige sig med fødevareproduktion og relaterede teknologier. Lolland-Falster har en stærk og international konkurrencedygtig primærproduktion, og højt specialiseret agroindustri, og derfor er det helt oplagt, at vi nu indgår i et forpligtende samarbejde med et globalt orienteret investeringsselskab i forhold til at spille en rolle internationalt, lyder det fra Forretningschef for Landbrug og Fødevarer i erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster, Steffen Lund.
Også den nye partner ser et spændende og nyt potentiale i samarbejdet. Det fortæller Kristian Bennetsen, Managing Partner & Director i JBI Equity:
– Vi får som investeringsselskab indflydelse på, hvilke vækstvirksomheder, der får mulighed for at gennemgå et intensivt acceleratorforløb med henblik på, at de bliver modnet og tilpasset til at kunne præsenteres for et seriøst investorpanel.
Øger ambitionerne
Konkret drejer samarbejdet sig om det syv-ugers acceleratorforløb under navnet “Growth Train”, som Business Lolland-Falster har været operatør på siden 2017. Growth Train er indtil videre gennemført to gange, og hver gang har flere end 200 virksomheder fra hele verden søgt om en af de blot 15 pladser, Growth Train udbyder. Det har givet anledning til nu at sætte barren endnu højere, fortæller Steffen Lund:
– Man kan vel sige, at vi er kommet selvtillids-styrket ud af vores første erfaringer med Growth Train, og nu vælger vi så at hæve barren og blive endnu mere selektive med, hvem der kan deltage. Her kommer JBI Equity ind i billedet ved at kunne bidrage på flere planer. I kraft af deres netværk kan de levere nogle meget stærke bud på deltagerkandidater til Growth Train. De kan også levere nogle yderst kompetente fagpersoner, som kan bidrage til Growth Trains i forvejen skarpe hold af coaches og mentorer i forhold til både udvælgelsesfasen og selve forløbet. Og ikke mindst kan JBI Equity åbne dørene for deltagervirksomhederne til en investorkreds, vi ikke tidligere har været i nærheden af.
Global vækst
JBI Equity består af folk, der både har erfaring med traditionel landbrug- og fødevareproduktion samt erfaring og indsigt i sektorens nye muligheder, som mange virksomheder i branchen paradoksalt nok endnu ikke har ageret på.
– Der bliver flere folk i verden og dermed behov for flere fødevarer, og samtidig bliver verdens befolkning rigere, hvilket stiller krav til øget kvalitet og øget proteinproduktion. Traditionelt har landbruget været en tilbagestående sektor for ny udvikling på nye markeder, men der er et ganske betydeligt potentiale for investeringer i sektoren bl.a med sigte på de nye muligheder inden for kommunikation, teknologioverførsel og produktudveksling, fortæller Kristian Bennetsen, Managing Partner & Director i JBI Equity.
Growth Train Accelerator fokuserer målrettet på virksomheder inden for fødevarer og agri-tech i forhold til dyrkning, avl, produktion, logistik og processer.