Søbogaard fylder 50 år – og fejrer det med øko-fest, hemmelig gæst og fest og farver.

I 1976 begyndte Søbogaard sin rejse med økologi, råvarer og en god portion stædighed. Nu, 50 år senere, inviterer Søbogaard til jubilæumsfest på Voldsgårdvej 36 i Herning den 14. august 2026 – og det bliver præcis, som man kunne håbe på: farverigt, folkeligt, økologisk og med plads til både børn, musik, mad, grin og gode historier.
Søbogaard markerer jubilæet med en hel dag i økologiens, fællesskabets og festens tegn. Der bliver liv i gårdbutikken med jubilæumstilbud, hoppeborg, kreativt værksted for børn og besøg af Nørgaards Geder, som kommer forbi med deres økologiske ostevogn.
Senere fortsætter fejringen sammen med kunder, leverandører, samarbejdspartnere, familie og venner af huset med økologiske drikke, mad og musik. Hernings bedste bartendere sørger for øko-drikke, der serveres økologisk svin med tilbehør, og Modvind går på scenen og sørger for musikalsk medvind. Dagen rundes af med en Hyldest til Hyldemor.
Søbogaard har gennem fem årtier været båret af en klar holdning til råvarer, smag og økologi. Ikke som en trend, men som en måde at gøre tingene på. Jubilæet bliver derfor både en fejring af fortiden og et kærligt blik fremad – med økologi, fællesskab og glæde som overskrift.
Og som Søbogaard selv formulerer det på invitationen:
“Kom hele dagen, eller mindre – det er helt op til jer.”
Det er en åben invitation til at kigge forbi, fejre med og mærke, hvorfor Søbogaard stadig står her efter 50 år.
I forbindelse med gårdbutikken vil der i tidsrummet 14-17 være:
- Jubilæumstilbud i gårdbutikken
- Hoppeborg
- Keramikværksted for børn Keramik
- Nørgaards Geder med økologisk ostevogn
- Hemmelig gæst
- Øko-drikke fra Hernings bedste bartendere
Praktisk information
Dato: 14. august 2026
Sted: Søbogaard, Voldsgårdvej 36, 7400 Herning
Vært: Søbogaard
Om Søbogaard
Søbogaard har siden 1976 arbejdet med økologi, råvarer og produkter med smag og holdning. Virksomheden er kendt for saft, marmelade og en lang række økologiske produkter, hvor råvaren får lov at fylde, og hvor det ordentlige valg altid har været en del af opskriften.
Søbogaard foretrækker danske råvarer, når de er tilgængelige, og når kvaliteten er den rigtige. Det handler om smag, nærhed og ordentlighed – og om at skabe produkter, hvor man kan mærke, at der er tænkt over tingene.

