Københavnske Hungry Dane Burgers har fået en 13.-plads med hjem fra World Burger Championships i Indianapolis. Det var restaurantens første deltagelse i den internationale burgerkonkurrence.

Hungry Dane Burgers fra København sluttede som nummer 13 ved World Burger Championships i Indianapolis i USA. Den danske burgerrestaurant, der tidligere på året vandt titlen som Skandinaviens Bedste Burger 2026, opnåede 94,12 ud af 100 mulige point.
I alt 57 hold deltog i kampen om de syv pladser i konkurrencens afsluttende finalerunde. Hungry Dane Burgers nåede ikke blandt de sidste syv, men stifter og holdkaptajn Peter Kolos kvalificerede sig på baggrund af sin præstation til konkurrencens såkaldte Super Qualifier, en opsamlingsrunde.
“Vi er stolte af vores 13. plads i finalen ved World Burger Championships. Vi tager værdifulde erfaringer med hjem til København og håber, at det ikke bliver den sidste internationale konkurrence på det her niveau,” siger Peter Kolos.
Det var første gang, Hungry Dane Burgers deltog ved World Burger Championships, der samler burgerkokke og restauratører fra forskellige lande.

