Danske og svenske fiskere er nu lykkedes med at få deres sildefiskeri MSC-certificeret, silden fanges i Skagerrak, Kattegat og Østersøen vest for Bornholm.
De danskfangede sild sælges i Danmark, samt eksporteres til Tyskland som frosne fileter og MSC certificeringen byder på nye muligheder.
Esben Sverdrup-Jensen, Direktør i Danmarks Pelagiske Producent Organisation, DPPO, påpeger, at der ligger flere års arbejde med udviklingen af en langsigtet og bæredygtig forvaltningsplan for dette fiskeri.
– MSC certificeringen er bogstaveligt talt ”en blåstempling” af dette store arbejde. MSC certifikatet har vist sig afgørende på markedet for sild, nu kan det kystnære fiskeri i Skagerrak, Kattegat og i Østersøen også levere bæredygtigt fanget sild til det europæiske marked.
Også fiskerne ser nye muligheder i MSC certificeringen
– Vi har altid fisket meget bæredygtigt efter silden, men nu har vi med MSC-mærket også fået et synligt bevis på det. MSC-mærket kommer sikkert også til at betyde, at Fiskernes Filetfabrik, som aftager vores sild, i fremtiden vil have nemmere ved at sælge silden til de europæiske markeder, siger fisker Jakob Jørgensen fra Gilleleje
Bifangsten af sej har tidligere været en udfordring for dette fiskeri. For at mindske bifangsten har man i samarbejde med Sveriges Universitet for Landbrugsvidenskab udviklet en sorteringsrist, der sættes i indgangen af trawlet og forhindrer større fisk i at blive fanget.
Lidt over halvdelen af de 40 fartøjer i fiskeriet er danske og størstedelen af fangsten kommer fra Skagerrak og Kattegat, kun 1,5 ton af de i alt 25.000 stammer fra Østersøen.

