Dagligvarekoncernen Dagrofa laver en større ændring af organisationen. I den forbindelse er den ansvarlige for Meny, koncerndirektør Jørgen Nielsen overraskende fortid i koncernen. Det samme er tilfældet for Dagrofas marketing- og onlinedirektør Christian Higraff, hvis stilling bliver nedlagt, og han har ifølge topledelsen ikke ønsket at fortsætte i en anden position i koncernen.
Dagrofa skriver i en pressemeddelelse, at man vil dele Købmandshuset op, så der fremadrettet bliver én division, der udelukkende handler om Meny-kæden og en anden med de øvrige købmandskæder. I forbindelse med omlægningen af organisationen har koncerndirektør for Købmandshuset Jørgen Nielsen besluttet at forlade Dagrofa.
– Jørgen har haft en væsentlig andel i den meget succesfulde introduktion af MENY kæden, som siden lanceringen i 2015 har udviklet sig til at være Danmarks førende fødevaremarked. Han har arbejdet målrettet og dedikeret som ansvarlig for Købmandshuset, og jeg har fuld forståelse for hans beslutning om at forlade Dagrofa, udtaler Per Thau.
Jørgen Nielsen har være ansat i Dagrofa siden 2014, først som direktør for SuperBest og siden 2015 som koncerndirektør for Købmandshuset.
– Det har været en forrygende rejse med et fantastisk team i Dagrofa, hvor vi med opbygningen af Købmandshuset har formået at styrke købmandskæderne, så de står langt skarpere end før, udtaler den nu afgående Jørgen Nielsen i pressemeddelelsen. Han forklarer, at næste naturlige skridt for Købmandshuset er en opsplitning i mindre forretningsenheder, men, at det også betyder, at han har valgt at opsige min stilling.
Meny oplyser i pressemeddelelsen, at der er ansat en ny kædedirektør for Meny, men, at man hemmeligholder identiteten indtil videre, hvilket plejer at betyde, at vedkommende er hentet i en af de konkurrerende kæder. Indtil videre har drifts- og udviklingsdirektør Martin Brinch Jöhncke fået ansvaret for Meny.
Organisationsændringen betyder også, at marketing- & onlinedirektør stillingen nedlægges.
– Vi har tilbudt marketing- & onlinedirektør Christian Higraff en anden stilling i koncernen, som han har valgt at takke nej til. Christian forlader Dagrofa, når han har afsluttet sine nuværende opgaver. Christian har ydet en stor indsats først som ansvarlig for koncernindkøb og i de senere år som online- & marketingdirektør i Købmandshuset, og vi ønsker ham held og lykke fremad, afslutter Per Thau pressemeddelelsen.