Miljø- og fødevareministeren fremlægger planer for internationalt center mod antibiotika-resistens i Danmark
Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod folkesundheden, og sidste år døde der ca. en mio. mennesker af infektioner, der har udviklet resistens mod antibiotikabehandling. På globalt plan anslår WHO, at dette tal vil stige til 10 millioner mennesker årligt i 2050, og dermed vil der dø flere mennesker af antibiotikaresistens end af kræft.
Derfor mener Verdensbanken, at der er behov for et internationalt forsknings- og videnscenter på området. Danmarks førende position på området har gjort, at Verdensbanken har indledt dialog med Danmark om etablering af et internationalt center i København, der skal samle viden og handling til bekæmpelse af antibiotikaresistens – både i forhold til menneskers sundhed og i husdyrproduktionen.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil på rådsmødet i Bruxelles mandag orientere Kommissionen og andre EU-lande om det kommende center i Danmark, der blandt andet skal stå for målrettede indsatser mod antibiotikaresistens i lav- og mellemindkomstlande.
– Antibiotikaresistens er en global problemstilling, som står højt på dagsordenen i EU. En af forudsætningerne for det internationale centers succes er naturligvis, at centeret får et godt samarbejde med relevante parter. Jeg håber derfor, at mine europæiske kollegaer og Kommissionen vil tage godt imod det kommende center og ser frem til en dialog med interesserede europæiske kollegaer, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Regeringen annoncerede i november, at man har besluttet at støtte etableringen af det kommende center i Danmark, og at man er nu i dialog med andre lande, organisationer og donorer, som deler det langsigtede perspektiv, om samarbejde og medfinansiering for centret.
– Etableringen af det internationale center i Danmark vil kræve flere samarbejdspartnere. Men med dén opbakning, som vi møder, peger det i retning af, at centret måske allerede i 2019 kan se dagens lys, siger Jakob Ellemann Jensen.
I samarbejde med blandt andet Verdensbanken, vil Danmark derfor sætte arbejdet med det internationale center i gang. Centret har fået arbejdsnavnet ICARS – International Centre of Antimicrobial Resistance Solutions – og det er netop løsninger på antibiotikaresistens, som bliver en hovedopgave for det kommende center. Det er tanken, at centeret på sigt vil kunne udvikle sig til et videnskabeligt sekretariat i stil med FN’s klimapanel.
Danmark er et internationalt foregangsland når det kommer til at reducere brugen af antibiotika i husdyrproduktionen. Vores ”gult kort”-ordning og fokus på behandling af syge dyr og menneskers sundhed gør os til et af de lande, der både i EU og internationalt har det laveste antibiotikaforbrug.
Der er endnu ikke styr på finansieringen.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen ved ifølge Ritzau ikke, hvad et internationalt center for forskning i den stigende resistens mod antibiotika kommer til at koste. Og finansieringen af centeret, der som udgangspunkt skal ligge i København, er der heller ikke styr på endnu. Det ændrer dog ikke på, at han gik positivt fra mødet med sine EU-kolleger i Bruxelles.
– Reaktionerne var meget positive. Der var en udbredt interesse for det her center. Men vi skal selvfølgelig blive klogere på, hvor pengene skal komme fra, siger Jakob Ellemann-Jensen umiddelbart efter mødet i Bruxelles.
Danmark skal stå for en del af finansiering, men har også snoren ude efter donorer.
– Det er vigtigt, at vi får så mange internationale donorer ind som overhovedet muligt. Jo flere vi kan få ind, desto bedre, siger miljø- og fødevareministeren.
Centret har fået arbejdsnavnet Icars – International Centre of Antimicrobial Resistance Solutions. På sigt er det tanken, at det skal kunne udvikle sig til et videnskabeligt sekretariat i stil med FN’s klimapanel.
Antibiotikaresistens er en af de største trusler mod folkesundheden. Sidste år døde der omkring en million mennesker af infektioner, der ikke kunne bekæmpes med antibiotika. På globalt plan anslår Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at dette tal vil stige til 10 millioner mennesker årligt i 2050.
Jakob Ellemann-Jensen håber, at centeret kan være oppe at køre allerede i løbet af 2019. Men det afhænger også af, hvem der vil bidrage med støtte.
Ministeren forventer, at centeret også kommer til at skabe arbejdspladser i Danmark. Men han vil ikke spekulere i, hvor mange der bliver tale om.
– Det her handler i første omgang om at forhindre antibiotikaresistens. Et sted langt nede af vejen handler det også om arbejdspladser.
– De er fine, dem tager vi også med. Men det her handler om noget, der er lidt større, siger Ellemann-Jensen.