Sidste år vandt det danske hold den internationale kokkekonkurrence Copa Jerez. Nu løber den danske indledende del af stablen igen ved en konkurrence på Restaurant The Samuel i Hellerup d. 6. maj, hvor deltagerne til næste års finale i Spanien skal findes.
Hvert andet år afholdes den gastronomiske konkurrence Copa Jerez Nacional. Det er den eneste gastronomiske konkurrence i verden, der centrere sig om parringen mellem mad og vin, nærmere bestemt sherry.
Gennem 20 år har Copa Jerez således indtaget den internationale gastronomiske scene. Konkurrencen samler mere end 500 fremtrædende fagfolk fra de 5 kontinenter, og hver udgave indeholder nogle af de største navne på den internationale gastronomiske scene som fx Jancis Robinson og Joseph Roca.
Den internationale finale i konkurrencen finder sted næste gang i Jerez i Spanien i 2025, men allerede i år afholdes den danske del af konkurrencen, hvor landets bedste hold bestående af en sommelier og en kok udvælges og kan gå videre i den prestigefyldte og verdensomspændende Copa Jerez Internacional. Det sker på Restaurant The Samuel i Hellerup mandag d. 6. maj,
Sidste år vandt Danmark
Og der er noget at leve op til for det danske hold, der i år sendes videre for at dyste med udvalgte restauranter fra hele verden, for sidste år nåede det danske hold fra Parsley Salon, kok Allan Schultz og sommelier Alexander Berntsen hele vejen til tops og tog Copa Jerez Internacional-trofæet og Allan fik oveni titlen for ”Best Chef” med hjem:
”Det er virkelig stort at gå videre til Copa Jerez Internacional. Det er et stort setup, og man kan virkelig mærke, at der er noget på spil. Det var stort at stå og præsentere for nogle af branchens største. Og selvfølgelig kæmpestort, når det så lykkes for os at gå hele vejen og tage trofæet med hjem. Det pynter godt her på Parsley Salon,” siger Allan Schultz, der i år er med til at vurdere dette års retter sammen med det øvrige dommerpanel.
Sherry er en helt unik specialitet
I år bedømmes de danske hold på dagen af dommerpanelet bestående af nogle af restaurationsbranchen helt tunge profiler og hele to kokke, som tidligere har vundet det internationale trofæ: Francis Cardenau (overpræsident), Jonathan Berntsen (The Samuel og vinder af VIII Copa Jerez), Allan Schultz (Parsley Salon og vinder af X Copa Jerez), Julie Brink Færch (Dansk Sommelier Uddannelse) og Anders Halskov-Jensen (vinanmelder) og i år har vi et sjette dommer med Carmen Aumesquet (promotion direktør Consejo Regulador de Jerez og Manzanilla).
I front for dommerpanelet er Francis Cardenau, der har spillet en afgørende rolle for udviklingen af dansk gastronomi, som vi kender den i dag.
”Sherry er en fantastisk, spansk og helt unik specialitet, som afspejler den spanske kultur og identitet. I Danmark kommer vi aldrig til at dyrke disse fantastisk vine fra Jerez på grund af klima og terroir, men der opstår en særlig magi, når den danske gastronomi bliver udfordret og inspireret af Jerez-kulturen. Det er et smukt møde mellem Syd- og Nordeuropa. Jeg glæder mig meget til at opleve, hvordan dansk gastronomi og vores kreative kokke kommer til at lege og lade sig inspirere af sherryerne i årets Copa Jerez XI,” siger Francis Cardenau, som er overpræsident i Copa Jerez.
Om Copa Jerez
Verdens største gastronomiske konkurrence med sherry udvælger nu det kokke- og sommelier-team, der skal repræsentere Danmark ved den internationale gastronomiske konkurrence Copa Jerez Forum & Competition, som afholdes i Spanien i maj 2025.
Udskillelsesløbet sker mandag 6. maj på den et-stjernede Michelinrestaurant The Samuel ved København, hvor fire danske hold er udtaget.
Bag Copa Jerez står Consejo Regulador de las DD.OO Jerez-Xérès-Sherry y Manzanilla de Sanlúcar de Barrameda samt Fedejerez i samarbejde med ICEX og den spanske ambassades handelsafdeling i de forskellige lande.
De fire udvalgte hold skal overbevise dommerne om, at de er Danmarks bedste til at parre en forret, hovedret og dessert med sherryvine og dermed gå videre til Copa Jerez Internacional i Jerez i maj 2025. Holdene er:
- kok Emil Rask Bahr og sommelier Jill Völcker fra Sdr. Bjert Kro
- kok Bendix Sixhøj Laursen og sommelier Gin Isabel fra restaurant Mark
- kok Emil Eshardt-Nielsen og sommelier Bjarke Just Nielsen fra restaurant Norrlyst
- kok Mathias Thygesen og sommelier Toke Fiedler Terkildsen fra restaurant Domæne