Trods travlhed i forretningen har Bellagroup i 2023 holdt fokus på arbejdet med bæredygtighed, og hospitalityvirksomheden er efter blot fire år nu kvart i mål på vejen mod at blive net zero i 2050. Hertil kommer en række nyimplementerede klimamålingsinitiativer og en dugfrisk dobbeltcertificering indenfor flere ISO-standarder. Næste skridt bliver en B Corp-certificering, samt arbejdet med at få kunder og leverandør med dybere ind i bæredygtighedsmaskinrummet.
Sideløbende med en lang række store kongresser, lancering af nye B2C-rettede festivalformater og tusindvis af overnattende hotelgæster, har Bellagroup, som del af virksomhedens ”Responsible Hospitality”-strategi, skruet op for bæredygtighedsinitiativerne på tværs af gruppen, som tæller Bella Center Copenhagen, Bella Arena, AC Hotel Bella Sky Copenhagen, Copenhagen Marriott Hotel og Crowne Plaza Copenhagen Towers.
Med en samlet reduktion på 27% af alle scope 1,2 og 3 CO2e-emissioner fra 2019 til 2023, er virksomheden nu kvart på vej mod målet om at være net zero i 2050. Det fremgår af Bellagroups netop offentliggjorte ESG-rapport, der opsummerer virksomhedens resultater for 2023 og fremadrettede-ambitioner.
Succes med ISO-certificeringer og klimaregnskab viser vejen
I 2023 blev et internt ledelsessystem for ISO 14001- og 20121-standarderne for miljøstyring og bæredygtige events implementeret på tværs af Bellagroup, hvilket inden årets udgang ledte til en succesfuld ekstern certificering af hele gruppen. Dermed er Bellagroup blevet den første ISO-dobbeltcertificerede, kombinerede venue- og hotelplatform i Danmark.
Sideløbende har Bellagroup implementeret et forretningsintegreret klimarapporteringssystem, der gør det muligt at kortlægge alle scope 1, 2 og 3 CO2e-emmissioner på tværs af gruppens enheder. Som baseline tager klimarapporteringen udgangspunkt i præ-pandemiåret 2019, hvorfra Bellagroup nu måler og benchmarker reduceringer frem mod 2050.
”Vores klimarapportering giver os et detaljeret overblik over vores scope 1, 2 og 3 CO2e-emissioner, herunder hvordan de har udviklet sig gennem årene, og hvor vi skal sætte ind fremadrettet. Det er en ongoing proces, men i 2024 vil disse data danne grundlag for fastsættelse og validering af vores Science Based Targets (SBTi),” siger Director of Responsible Hospitality, Frida Ulrik-Petersen, og uddyber:
”En reduktion på over 25% på fire år er naturligvis en glædelig understregning af, at vi er på rette vej. Men når det så er sagt, er der naturligvis stadig en masse arbejde, der skal gøres.”
Kunderne og leverandører skal med om bord på ambitionerne og indsatserne
I Bellagroup understreger data nødvendigheden for eksternt samarbejde omkring bæredygtighedsagendaen. Til trods for en reduktion af det samlede klimaaftryk står det nemlig klart, at størstedelen af virksomhedens reduktion er tilknyttet egen drift af events, venues og hoteller, herunder scope 1 og 2. Derfor peger Frida Ulrik-Petersen på øget behov for en fælles indsats:
”Vidensdeling og samarbejde med vores kunder og leverandører er vejen frem, hvis vi for alvor skal lykkes med at gøre en branche som vores mere grøn. Som et første skridt på vejen, er vi i Bellagroup netop begyndt at udarbejde individuelle klimarapporter for store events afholdt i Bella Center Copenhagen. Ved at dele disse med vores kunder, gør vi det muligt at skabe transparens og fremme datadrevne beslutninger, så vi i fællesskab kan øge vores bæredygtighedsambitioner,” siger Frida Ulrik-Petersen og slutter:
“Arbejdet med bæredygtighed forgrener sig vidt og begrænser sig ikke kun til spørgsmålet om klima og CO2e-udledninger. Derfor sætter vi i 2024 også gang i processen med at få Bellagroup B Corp-certificeret. Det er en helt konkret måde at vise os selv og omverdenen, at vi lægger hånden på kogepladen og har blik for det helt store bæredygtighedsbillede både lokalt, nationalt og internationalt.”