For cirka fem år siden opnåede Daloon at få Nøglehulsmærket efter målrettet at have arbejdet med blandt andet fedtindholdet. Brandingen med en sundere profil slutter dog for fremtiden. Andelen af fuldkorn skal med nye regler for nøglehullet fordobles for den kategori, hvor forårsruller falder ind under. Det skriver Altinget.dk.
– Vi havde i forvejen udfordringer med at opnå den sprødhed, som vi ønskede, med det tidligere fuldkornskrav. Og selvom vi ikke har testet det her helt i bund, så siger vores tidligere erfaringer os, at der nok ikke kommer nogen god forårsrulle ud af det nye krav, fordi vi ikke kan gøre det sprødt, tyndt og lækkert, siger administrerende direktør Hemming Van til Altinget.dk.
Derfor har han også svært ved at se forårsruller med Nøglehulsmærket i fremtiden.
– Vi synes ikke, vi vil kaste os ud i et større udviklingsarbejde for at fastholde nøglehullet, hvis vi alligevel ikke forventer at kunne få et resultat, som vi vil være tilfredse med. Derfor er vi også der nu, hvor vi siger, at det vil vi ikke. Så stryger vi hellere Nøglehulsmærket, siger Hemming Van.
– Nøglehulsmærket er en klar og entydig mærkning, der står for det sundeste valg, og hvis Daloons forårsruller ikke er sunde nok til at opnå Nøglehullet, så er det klart, at de må droppe mærkningen, siger redaktør, Klaus Hansen, fra Plus Proces. Han fortsætter:
– I modsat fald udvandes Nøglehulsmærket og det, som det står for.

