Madleverandøren er ifølge virksomheden blandt de fem første i Danmark, der er blevet certificeret efter B Labs nye standarder. Kravene omfatter blandt andet dokumentation for arbejdet med klima, medarbejderforhold og ansvarlig ledelse.

Jespers Torvekøkken har fået fornyet sin B Corp-certificering efter de nye standarder fra B Lab. Virksomheden oplyser, at den er den første danske foodservicevirksomhed, der er blevet recertificeret efter de skærpede krav. B Labs register bekræfter, at Jespers Torvekøkken er certificeret efter den nye version af standarderne.
Virksomheden blev første gang B Corp-certificeret i 2023. For at opnå den nye certificering har den ifølge pressemeddelelsen skullet dokumentere sit arbejde med blandt andet klima, inklusion, arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel.
“For os er B Corp en forpligtelse til hele tiden at se kritisk på, hvordan vi driver vores virksomhed, og hvor vi kan gøre det bedre,” siger Kristina Steenfeldt Madsen, CCO og bæredygtighedsdirektør i Jespers Torvekøkken.
Skal dokumentere fremskridt
B Labs nye standarder stiller obligatoriske krav inden for syv sociale, miljømæssige og ledelsesmæssige områder. Virksomhederne skal desuden opfylde yderligere krav senere i certificeringsforløbet. Det fremgår af B Labs beskrivelse af certificeringen.
Jespers Torvekøkken oplyser, at virksomheden løbende følger op på mål for blandt andet økologiske råvarer, dansk frugt og grønt, CO₂-udledning, madspild og inklusion af mennesker på arbejdsmarkedet. Resultaterne fremlægges i en årlig rapport.
“Hver dag serverer vi mad for godt 40.000 mennesker på tværs af hele Danmark. Derfor har vores beslutninger konsekvenser langt ud over det enkelte måltid,” siger Kristina Steenfeldt Madsen.
Jespers Torvekøkken leverer blandt andet frokostordninger og skolemad, driver kantiner og står for catering til virksomheder og arrangementer.

