1.800 branchefolk lagde vejen forbi TAP1 i København, da Dagrofa Foodservice onsdag afholdt Madscenen – for professionelle. Dermed satte inspirationsmessen besøgsrekord for tredje år i træk.

Der var rekordstor opbakning, da Dagrofa Foodservice onsdag den 9. september samlede foodservicebranchen til Madscenen – for professionelle i TAP1 i København.
I alt deltog 1.800 gæster, mens mere end 160 leverandører til foodservicebranchen var repræsenteret som udstillere. Besøgstallet fortsætter dermed de seneste års vækst. I 2024 havde messen godt 1.400 deltagere, mens tallet sidste år nåede 1.700.
Ifølge Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice, viser udviklingen, at de fysiske branchemøder fortsat har en vigtig funktion, selvom en stadig større del af inspirationen og kommunikationen i branchen foregår digitalt.
“Når flere end nogensinde vælger at besøge Madscenen – for professionelle, er det efter min mening et stærkt signal om, at det fysiske møde stadig har stor værdi. Vi kan tydeligt se, at branchen gerne vil inspireres digitalt, men den vil også mødes, smage og skabe relationer ansigt til ansigt,” siger han.
Fra upcycling til plantebaseret mad
På messen kunne de besøgende blandt andet deltage i masterclasses om upcycling og plantebaserede retter. Green Chef-vinder Bjarke Jeppesen præsenterede desuden sin vinderret fra Green Chef International 2026, mens Økologisk Landsforening rådgav om biodiversitet, økologi og Det Økologiske Spisemærke.
Der var også fokus på blandt andet korn, valg af laks og nye fødevareproducenter.
Dagrofa Foodservices egne specialister HKI Ost, Grambogård, Grøn Fokus og Prima Frugt var ligeledes repræsenteret. Det samme var Aarstiderne, hvis økologiske sortiment tidligere i år blev en del af Dagrofa Foodservices tilbud til professionelle køkkener.
“Vores arrangement handler først og fremmest om at gøre hverdagen nemmere i de professionelle køkkener, hvor der er rigtig travlt. De skal have nye idéer, ny viden og konkrete løsninger, som de hurtigt kan tage med hjem og bruge i praksis,” siger Michael Christensen.
Overskudsmad videre til Fødevarebanken
Efter messens afslutning rykkede Fødevarebanken ind i TAP1 for at indsamle overskudsfødevarer fra udstillerne. I år var der etableret et særligt donationsområde for at gøre indsamlingen lettere.
Fødevarerne skal efterfølgende distribueres til blandt andet herberger, varmestuer og krisecentre.
Næste arrangement fra Dagrofa Foodservice bliver Julens madscene, der afholdes den 20. oktober hos grøntsagsproducenten Axel Månsson i Brande.

