Mere end 58 millioner ton mad går hvert år til spilde i EU. Til december samler Nordic Food Waste Summit beslutningstagere, virksomheder, eksperter og kokke i København for at sætte fart på indsatsen mod madspild.

Den 8. og 9. december bliver København samlingspunkt for en række af Europas og Nordens centrale aktører inden for bekæmpelse af madspild, når Nordic Food Waste Summit 2026 finder sted for anden gang.
Topmødet skal samle beslutningstagere, myndigheder, virksomheder, eksperter og civilsamfund om konkrete løsninger og et styrket samarbejde. Baggrunden er blandt andet, at der årligt genereres mere end 58 millioner ton madaffald i EU, svarende til omkring 130 kilo pr. indbygger.
“Nordic Food Waste Summit 2026 bliver en vigtig milepæl for reduktionen af madspild i Europa og resten af verden. Jeg ser frem til at samle europæiske meningsdannere og centrale aktører i København til et handlingsorienteret topmøde,” siger Karen Ellemann, generalsekretær for Nordisk Ministerråd.
Nye mål øger presset
Topmødet finder sted på et tidspunkt, hvor der er mindre end fem år til 2030-målet om at halvere det globale madspild. Samtidig har nye bindende reduktionsmål i EU’s affaldsrammedirektiv skærpet behovet for handling.
Den danske erhvervsminister Martin Lidegaard er blandt værterne for topmødet.
“Vi skal gøre noget ved madspild. Det er en vigtig forpligtelse, som vi har et ansvar for at leve op til. Heldigvis er det også en politik, der har bred opbakning. Men hvis vi for alvor skal gøre noget ved problemet, er vi nødt til at finde praktiske løsninger,” siger Martin Lidegaard.
Han fremhæver blandt andet muligheden for at lære af erfaringerne fra de øvrige nordiske lande.
Rasmus Munk blandt talerne
Blandt de foreløbig offentliggjorte talere er Rasmus Munk, grundlægger af Alchemist og goodwill-ambassadør for FN’s World Food Programme. Også Catherine David, CEO i den britiske organisation WRAP, David Laborde fra FN’s fødevareorganisation FAO, den svenske kok Jessie Sommarström og Christina Nordin, generaldirektør for Livsmedelsverket i Sverige, deltager.
Den 8. december bliver der afholdt en række sidearrangementer forskellige steder i København efterfulgt af den officielle summit-middag. Selve hovedprogrammet finder sted den 9. december i Industriens Hus.
Nordic Food Waste Summit arrangeres af Nordisk Ministerråd, Erhvervsministeriet, OneThird, Københavns Kommune og Nordic Food Waste Platform under det svenske Livsmedelsverket. Det første nordiske madspildstopmøde blev afholdt i 2023.

