Rudersdal Kommunes kantiner og Ernæringsenheden ved Herlev og Gentofte Hospital er årets vindere af Køkkenprisen, der for første gang blev uddelt i to kategorier.

Der var både hæder til kommunale kantiner og hospitalsmad, da Landbrug & Fødevarer torsdag den 22. oktober uddelte Køkkenprisen 2026 ved økologisektionens årsmøde på Tjele Gods.
Prisen, der hylder offentlige køkkener med fokus på økologi, kvalitet og gode måltider, var i år for første gang delt op i to kategorier for henholdsvis mindre og større køkkener.
Hos de mindre køkkener gik prisen til Rudersdal Kommunes kantiner, der gennem de seneste fem år har arbejdet målrettet med at omlægge driften.
“Køkkenprisen er virkelig en stor anerkendelse af, at vi er lykkedes med at omstille vores kantiner gennem de fem år, vi har arbejdet med processen. Det har været en spændende rejse for alle os involverede,” siger køkkenchef Ken Møller.
I kategorien for større køkkener blev Ernæringsenheden ved Herlev og Gentofte Hospital kåret som vinder. Her har man blandt andet gjort en indsats for at tænke gastronomi ind som en naturlig del af patienternes ernæring og behandling.
“Det er med stor stolthed, at vi modtager Køkkenprisen. Der er en stor glæde ved, at det arbejde, som både medarbejdere og ledelse gør hver eneste dag, bliver set og anerkendt,” siger enhedschef Marianne Lange.
Seks køkkener dystede om priserne
I alt seks offentlige køkkener var nomineret til årets priser. Ifølge Ida Marie Danielsen, der er ansvarlig for Køkkenprisen hos Landbrug & Fødevarer, var det især evnen til at omsætte ambitioner til konkrete resultater, der afgjorde konkurrencen.
“I Rudersdal oplevede vi en særlig stærk sammenhæng mellem værdierne og den måde, der arbejdes på i køkkenerne hver dag. På Herlev og Gentofte Hospital gjorde det stort indtryk, hvordan gastronomien bliver tænkt ind som en naturlig del af patienternes ernæring og behandling,” siger hun.
Blandt de øvrige nominerede var Køge Lilleskole og daginstitutionen Østen for Solen på Amager i kategorien for mindre køkkener, mens Helsingør Sundhedshus’ Kantine & Køkken og Kastanjehavens Produktionskøkken på Frederiksberg var nomineret blandt de større.
Køkkenprisen uddeles i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, FOA, Kost- og Ernæringsforbundet, 3F og Naturmælk med finansiering fra Fonden for Økologisk Landbrug.

