Minister for Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), vil arbejde for et nationalt forbud mod turbokyllinger. Dermed har den samlede regering samt Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet meldt ud, at turbokyllinger skal være fortid. Dyreværnsorganisationen Anima jubler.

Syv partier offentliggjorde i går, at de ønsker at se et nationalt forbud mod turbokyllinger. I dag reagerer ministeren på området, og han tilslutter sig partiernes krav. Anima har længe arbejdet for at få udfaset turbokyllinger i Danmark, og jubler i dag over ministerens udmelding:
“Det er fuldstændig fantastisk, at regeringen nu siger klart og tydeligt, at vi skal have et forbud mod turbokyllinger, og vi håber, ministeren vil arbejde hurtigt. Derudover er det afgørende, at han tager detailhandlen i ed, så vi når helt i mål med den udfasning, som både borgere og politikere ønsker at se”, udtaler Mathias Madsen, kampagneleder for Anima, og fortsætter:
“Vi skal selvfølgelig af med turbokyllinger, og samtidig har kyllingerne akut brug for mere plads. Det er helt essentielt at have med i det kommende arbejde for at løfte bundniveauet i kyllingeproduktionen.”
Ministerens udtalelse kommer efter TV2 i går offentliggjorde skjulte optagelser fra en kyllingeproduktion, der endnu engang viser at kyllinger lider på grund af deres hurtige vækst.

