Chokoladeproducenten Woodshade Organics skifter navn til Mols Organic og går all in på eksport til de mest krævende europæiske forbrugere.
Den kendte økologiske chokoladeproducent Woodshade Organics lægger kursen radikalt om og vil fremover primært satse på eksport til det europæiske gourmet-segment under virksomhedens nye navn og brand, Mols Organic.
– Som Woodshade har vi især fokuseret på det danske marked; men de seneste år har vi også haft vis eksport til Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Nu skifter virksomheden navn til Mols Organic, og vi har som målsætning sat 40 -50 millioner kr. i eksportomsætning i løbet af fem år, fortæller direktør Aksel Rømer.
– Det er en ambitiøs plan, men det er sundt for en virksomhed at have en klar målsætning og en drøm. Vi ved godt, at vejen er lang og belagt med brosten, men for os er det netop det, som er drivmidlet og motivationen, tilføjer Aksel Rømer.
Mols Organic, der som brand er udviklet til eksportmarkedet, forventes at få en fordelingsnøgle på 60-70 % til eksport og 30 – 40 % til hjemmemarkedet.
Nyt kundesegment
Virksomhedens nye strategi går ikke kun ud på at øge eksporten markant; sigtet bliver også lagt om i forhold til kundesegmentet i de enkelte lande.
– Woodshade-produkterne er især blevet solgt til meget økologisk orienterede forbrugere gennem dagligvarehandelen og specialbutikker. Nu vil vi mere gå efter gourmet- og luksusmarkedet med salgskanaler som vinforretninger og eksklusive blomster- og gavehandlere. Der drejer det sig mere om kvalitet og produkternes gode historie, og vi kan og skal ikke konkurrere på prisen, forklarer Aksel Rømer.
Woodshade-brandet vil dog fortsat eksistere, men de nuværende cirka 60 Woodshade-produktnumre vil blive skåret ned til de 10 – 15 mest sælgende.
De nye Mols Organic produkter vil blive præsenteret på verdens førende fagmesse for økologiske produkter, BioFach i Nürnberg, Tyskland. Den finder i år sted fra 15. til 18. februar.
– Men vi har allerede aftaler i stand med distributører i Norge, Sverige, Tyskland og Grækenland, som er klar til at aftage Mols Organic varer, så snart vi sætter produktionen i gang. Vi har også en fod inde i Frankrig, og vi tyvstartede med at præsentere emballager og koncept på SIAL-messen i Paris i oktober. Det blev rigtig godt modtaget, fortæller Aksel Rømer.
Bredt sortiment
En del af de nye Mols Organic varenumre bliver gaveæsker til forskellige årstider. Både til gaveæsker og løssalg vil sortimentet bestå af en række varianter af luksuriøse marcipanbrød og -æg, dragéer, chokoladebarer med mere.
Senere er det planen også at lancere Mols Organic marmelader, juicer, mineralvand og andre produkter med appel til meget kvalitetsorienterede forbrugere. Alt baseres på 100 procent økologiske råvarer.
Mols Organic produkterne skal fremstilles i landsbyen Vrinners på Mols, hvor også Woodshade-sortimentet og energibarer til forskellige brands produceres.