En fjerdedel af danskerne vurderer, at snapseviser har kulturel betydning. Alligevel ved en tredjedel af danskerne mellem 18 og 39 år ikke, hvad en snapsevise er. Dermed kan en dansk og nordisk tradition måske være ved at gå tabt. Det vil Aalborg Akvavit, O.P. Anderson og LINIE Aquavit ændre på.
I Norden har vi en århundreder lang tradition for snaps og de tilhørende snapseviser, men noget tyder på, at viserne kan lide en krank skæbne. O.P. Anderson, LINIE Aquavit og Aalborg Akvavit har sammen med Norstat gennemført en analyse af danskernes forhold til snapseviser.
Undersøgelsen viser, at blandt de 53 procent, der synger snapseviser, er syngetid primært højtiderne jul og påske, som fejres i mange danske hjem. Højtiderne er en del af vores kulturelle ophav, og 25 procent af den samlede befolkning vurderer også, at snapsevisen har kulturel betydning.
Generationskløft
Yngre danskere kender dog ikke den nordiske snapsevise-tradition i nær samme udstrækning som de ældre generationer. Blandt de 24-39-årige ved 38 procent ikke, hvad en snapsevise er. Blandt de 50-59-årige er det 23 procent.
”Man kan så småt se, at traditionen med at synge snapseviser på sigt går i glemmebogen. Viserne er en tradition, der går helt tilbage til anden halvdel af 1800-tallet, og som forbinder os med Norden og med hinanden. Nu sætter vi fokus på snapsevisen og de kvaliteter, den har som fælleskabselement, lyrisk og humoristisk. Vores tre ikoniske nordiske akvavitter og vores eventrække ’En verden af akvavit’, er med til at støtte indsatsen,” siger Lajs Kaznelson, der er marketingchef for de tre akvavitbrands fra Det Danske Spiritus Kompagni og driver af ’En verden af akvavit’ – en kombineret byvandrings-, sang- og smagsevent, som er åben for tilmelding.
Venner lærer os snapseviser
Undersøgelsen viser også, at snapseviser er noget, vi synger, når vi er sammen, fx til jul, påske og familiemiddage, men interessant nok sjældnere til fødselsdag. Dog er der store forskelle. Snapseviser synges oftest blandt 18-29-årige til jul og påske (78%), mens aldersgruppen 60+ oftest synger snapseviser til familiefrokoster og middage. Over halvdelen af danskerne, 57 procent, lærer snapseviser at kende gennem venner.
”Selvom mange i dag forbinder akvavit med familiehøjtider, er det altså ikke forældre og bedsteforældre, der lærer unge familiemedlemmer snapseviser. Koret Rød Aalboys er et super eksempel på, at der er fornyede kræfter i snapsevisen. Det er jo unge studerende, der driver koret. Det er skønt og livsbekræftende og knytter en fin tråd til snapsevisens historier. Det var nemlig også studerende, der i 1700-tallet startede traditionen,” slutter Lajs Kaznelson fra Det Danske Spiritus Kompagni.