Over 40 nordiske virksomheder deltager på BioFach 2011, verdens største økologimesse, der løber af stabelen 16. til 19. februar i Nürnberg i Tyskland.
De nordiske lande vil sammen servere smagsprøver på ny nordisk mad for madentusiaster fra hele verden, når verdens største økologimesse åbner på onsdag.
– Ny nordisk mad bygger på principper om enkelthed, renhed, dyrevelfærd og bæredygtighed, hvilket passer perfekt sammen med reglerne for økologi, mener eksportchef i Økologisk Landsforening, Klaus Bentzen, der glæder sig over en stigende internationale efterspørgsel:
– Vi ser nu resultaterne af de seneste års store eksportindsatser. Selv under den globale finanskrise er den danske økologiske eksport vokset markant. BioFach er det vigtigste sted at sørge for, at Danmarks økologiske varer bliver endnu mere populære i udlandet. Samtidig er det lykkedes os at samle de nordiske lande, vi i fællesskab kan løfte eksporten og opmærksomheden om det nordiske køkken, fortæller han.
Den fællesnordiske stand, hvor der deltager økologiske virksomheder fra Danmark, Sverige, Finland og Norge, er arrangeret af Økologisk Landsforening i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og med støtte fra Fødevareministeriet.
– Med vores fællesnordiske indsats på messen vil vi gerne styrke det internationale fokus, der allerede er på det nordiske køkken. Historierne om nordisk mad og de særlige nordiske råvarer er meget stærke, og de er med til at brande danske kvalitetsfødevarer, heriblandt de økologiske. Vi har høje forventninger til, at det øgede fokus på nordisk mad også vil øge eksporten af danske økologiske varer og understøtter den stigende eksport, vi har til det tyske marked, siger Michael Stevns, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Fødevareminister Henrik Høegh står i spidsen for den officielle åbning af den nordiske stand onsdag kl. 12.
BioFach præsenterer over 2500 udstillere og besøges hvert år af omkring 44.000 gæster fra 90 lande.