Mere end 20 ungarske producenter af blandt andet vin, chokolade, kød, fisk og specialiteter præsenterer deres produkter for den danske horeca- og fødevarebranche, når Hungarian Gastro Expo vender tilbage til København i september.

Den 15. september afholder Ungarns ambassade i København for anden gang Hungarian Gastro Expo. Her får danske fagfolk mulighed for at møde mere end 20 virksomheder og smage på en bred vifte af ungarske føde- og drikkevarer.
Blandt udstillerne er producenter af blandt andet vin fra Tokaj, Villány og Szekszárd, håndlavet chokolade, øl, honning, paprika, pølser, foie gras, and, ferskvandsfisk og kastanjeprodukter. Også glutenfri produkter og plantebaserede specialiteter er repræsenteret.
Flere af virksomhederne kommer til København med et ønske om at nå det danske marked inden for både detailhandel og foodservice. Eksempelvis deltager Gyulahús med traditionelle ungarske pølser og salamier, Merian Foods med foie gras og produkter af and og gås samt Pilze-Nagy med økologiske østershatte og veganske svampepålæg.
Hungarian Gastro Expo finder sted på Øregårdsvænget 9 i Hellerup tirsdag den 15. september kl. 10-15. Der er gratis adgang og smagsprøver, men tilmelding er nødvendig og skal ske senest 4. september via Ungarns ambassade.

