Mens Danish Crown og Tican fusionerer, så går en gruppe mælkeproducenter fra Nordjylland den anden vej.
Fremover – fra juli 2016 – kan forbrugerne finde Thise-kød i køledisken hos Brugsen, Fakta og Coops andre butikker. Det har Thises andelshavere vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling.
– Lige nu er der jo stort set ikke slagtekreaturer på markedet, men jeg vil tro, at når vi snakker malkekøer, så snakker vi i størrelsesordenen 3000 om året, siger Mogens Poulsen, salgsdirektør i Thise, om den forventede volumen.
Samtlige 68 landmænd har været Danish Crown-andelshavere, men bryder nu med kødgiganten. Nogle har ved siden af leveret til lokale slagtehuse og egen gårdbutik. Det kan de fortsætte med.
Visionen er at opnå en højere pris via produktudvikling – og samtidig få bedre indsigt og indflydelse på kødprodukterne. Kødprodukterne skal sælges under det nye brand, ’Thise & Ko’.
– Det, vi starter med, er det økologiske, hakkede oksekød, men vi vil også kigge på andre udskæringer, ungdyr, stude og så kan vi også kigge på specifikke racetyper som jerseykød, siger salgschefen.
Det er endnu uafklaret, hvor dyrene skal slagtes, men det bliver ikke på Danish Crowns slagterier.
Det skriver Landbrugsavisen.dk i dag.