Sælger er iværksætteren Tanja Benn, der mødtes med Karsten Leed fra Smartbake i april.
– Jeg så også hurtigt, at der kunne være stærke synergier mellem Fabers solide håndværk og vores produktionssetup. Jeg er derfor meget glad og stolt over, at vi i dag har lagt sidste hånd på en aftale, der betyder, at vi overtager alle aktiver, maskiner, opskrifter og goodwill i Faberbrød. Jeg glæder mig til, sammen med Tanja, at fortsætte leverancerne til Fabers mange kunder med samme håndværksmæssige passion, som Tanja har lagt for dagen, siger Karsten Leed, partner og salgsdirektør i Smartbake Bakery Group.
Tanja Benn er nu ansat i Smartbake og fortsætter arbejdet med den tætte kundedialog vedrørende udvikling af produkter og opbygningen af relationer. Hun er meget tilfreds med forløbet:
– Jeg glæder mig til et godt samarbejde og har god tiltro til, at Smartbake vil føre Faberbrød videre i samme ånd. De har de samme værdier, når det kommer til kvalitet og kundeservice, hvilket er med til at valget faldt på dem. Samtidig er de utroligt ambitiøse, kompetente og målrettede i alt, hvad de gør. Det er en stor fordel, at vi har forskellige kompetencer, og jeg er sikker på, at samarbejdet bliver til stor gavn for både mig og dem, fortæller Tanja Benn.
Smartbake vil som en konsekvens af opkøbet intensivere deres fokus på hotel- og restaurantionsbranchen og ikke mindst på markedet for måltidskasser, hvor Smartbake nu har procespatent i både Danmark, Norge og Sverige.
Smartbake Bakery Group blev stiftet i maj 2017 af de to iværksættere Anders Høy og Steffen Bagge. Det hele startede som en onlineforretning til private, men er siden vokset sig til en produktionsvirksomhed med fokus næsten udelukkende på B2B-markedet. I foråret 2018 fik de eksterne investorer ind og investerede samtidig i nye, moderne produktionshaller uden for Aarhus og nu også Faber Brød.