Coop fjerner buræg fra alle 1.200 butikker. Det handler om en langsom udfasning, så det sidste buræg forventes at blive solgt med udgangen af 2020, lyder det fra Coop.
Dermed vil Fakta, SuperBrugsen, Dagli’- og LokalBrugsen blive fri for buræg, mens Irma ikke har haft den i 20 år, og Kvickly sagde farvel til den i 2013.
Beslutningen skal bl.a. ses som en reaktion på, at stadig flere forbrugere vælger den type æg fra. Mens hele 60 procent af æggene solgt hos Coop i 2011 kom fra burhøns, så er det tal nede på blot 20 procent her i 2016. Hvis den tendens holder stik, vil det kun være en meget beskeden mængde buræg, som i realiteten vil blive udfaset i 2020.