Med regeringens nye Skatteudspil og Erhvervs- og iværksætterudspil mangler der fokus på afgiftsnedsættelser af punktafgifter og grænsehandelsfølsomme varer, som vin, spiritus og slik, lyder det fra Vin- og Spiritusorganisationen i Danmark (VSOD). Organisationen savner grænsehandelstiltag, da de høje afgifter på grænsehandelsfølsomme varer stadig er en stor udfordring for detailhandlen og de små danske iværksættere og producenter i Danmark.
VSOD’s formand, Michael Holm undrer sig over, at regeringen ikke er mere ambitiøse omkring afgiftslettelser og grænsehandelsproblematikken i erhvervs- og iværksætterudspillet.
– Vi har i dag meget høje afgifter på vores grænsehandelsfølsomme varer, som hvert år trækker penge ud af Danmark og presser omsætningen i den danske detailhandel. Der er ingen tvivl om, at lavere afgifter på magnetvarer er det mest effektive greb, hvis vi vil trække enorme mængder varer hjem, så de sælges i den danske detailhandel i stedet for syd for grænsen. Og her har Skatteministeriet selv peget på, at en sænkelse af spiritusafgiften klart er den afgift, hvor man for færrest penge trækker mest omsætning tilbage til danske butikker, siger Michael Holm og fortsætter:
– Regeringen lægger op til en sanering af punktafgifterne ud fra administrative hensyn. Det er i princippet fint, men det hjælper bare ikke dagligvarebutikkerne med at holde hjulene i gang. Det gør det i stedet, hvis man prioriterer afgifterne på de grænsehandelsfølsomme varer. En afgiftsnedsættelse på spiritus vil have en markant positiv effekt – faktisk er der ikke andre grænsehandelsfølsomme varer, der kommer i nærheden af spiritus, når hensynene om selvfinansieringsgrad og konkurrenceforvridning kombineres til et samlet billede. Vi håber, den finder vej ind i udspillet i de forestående forhandlinger, siger Michael Holm.