Nøglehulsmærket blev indført for at hjælpe danskerne med at træffe sundere valg. Selv om mærket er tiltænkt varer som for eksempel groft brød, magre mejeriprodukter og grøntsager, så kan man nu købe chips og snacks med Nøglehulsmærket. Supermarkedskæden Rema1000 har for nylig fået chips på hylderne, som både har Fuldkornsmærket og Nøglehulsmærket, tricket går kort sagt ud på at undlade at skrive chips på produktet og i stedet kategorisere det som ” knækbrød og skorper”.
– Det er kontrolleret og bekræftet af Dansk Varefakta Nævn, at produktet opfylder de krav, der er for Nøglehullet i den kategori, siger kommunikationsmedarbejder Morten Laasholdt på vegne af Rema1000. Men den går ikke, siger Fødevarestyrelsen, som vurderer, at produktet ikke lever op til Nøglehulsmærkets kriterier, da snacks ikke må kategoriseres som brød.