Sidste år gik Sol over Gudhjem-titlen til kokken Henrik Jyrk. Han tager igen i år turen til Bornholm for at forsvare sin titel. Tre modstandere står dog klar til at vælte ham af tronen. Ikke mindst Kamilla Seidler, der for nylig blev kåret som Latinamerikas bedste kvindelige kok. På bare tre år har Kamilla Seidler og holdet bag hende skabt en restaurant i absolut verdensklasse – i 3600 meters højde i Bolivias hovedstad, La Paz. Kamilla Seidler har i Danmark arbejdet på bl.a. Søllerød Kro og Geist inden hun blev hyret som køkkenchef på restaurant Gustu i Bolivia. Og hun glæder sig til det danske gensyn: ”Det er første konkurrence i min karriere. Jeg glæder mig til et sundt pres på skuldrene til Sol over Gudhjem. Og det er stærke modstandere, jeg skal dyste mod. Jeg glæder mig til at stå i køkkenet, arbejde med de lokale danske råvarer og tilbringe dage på Bornholm med kollegaer, mens man spiser sild. Det hele ligger lige til højrebenet”.
Madanmelder Svend Rasmussen kalder det et scoop, at Kamilla Seidler nu skal i konkurrence på dansk jord: “Det er lidt af et scoop for arrangørerne af Sol over Gudhjem, at de har kunnet få Kamilla Seidler med i årets konkurrence. Kamilla er med en kometkarriere røget til tops på listen over Sydamerikas restauranter – og selv om det måske ikke siger de fleste så meget herhjemme, så er Sydamerika et af de steder, hvor gastronomien rykker allermest lige nu. Kamilla er et af de mest spændende danske kokkenavne at følge lige nu, men fordi der er så langt til Bolivia, så bliver Sol over Gudhjem en helt unik chance for at kigge Kamilla over skulderen og smage på hendes mad. Det glæder jeg mig rigtig meget til”.
Sidste år gik prisen til Henrik Jyrk, der glæder sig til udfordringen på Gudhjem Havn lørdag den 24. juni 2017:
”Jeg glæder mig meget til at forsvare min titel og til at komme tilbage til Bornholm. Jeg forventer hård konkurrence og knivskarp gastronomi. Og så ser jeg frem til igen at være en del af Sol over Gudhjem. Det er et super fedt arrangement. Beliggenhed, stemningen. Det er fed at stå side om side med andre kollegaer, der også har den samme passion for mad og kamp-gejst!”, udtaler Henrik Jyrk.