En pludselig fordobling af huslejen var mere end, hvad kaffebaren Kong Kaffe kunne klare. Som tidligere omtalt på foodwire.dk måtte den danske kæde lukke sin forretning i Lyngby Storcenter og en række andre danske storcentre. Årsagen var, at Steen & Strøm, der ejer Lyngby Storcenter og 15 andre shoppingcentre i Danmark, fra den ene dag til den anden varslede voldsomme huslejestigninger for Kong Kaffes lejemål.
I Lyngby Storcenter betød det, at der skulle betales dobbelt så meget fremover, mens der i Kong Kaffes lejemål i Bruuns Galleri i Århus skulle betales tre gange så meget i månedlig husleje.
– Det var et kæmpechok for alle, og ingen så det komme. Det er absurd. Om morgenen havde vi sendt vores budget til banken og projekterede et overskud i 2014. Om eftermiddagen fik vi så meddelelsen om huslejestigningerne, siger Henrik Ankerstjerne, der var ejer af Kong Kaffe indtil konkursen indtraf i marts, til Børsen.
Samlet skulle Kong Kaffe finde 4,3 millioner kroner mere om året til huslejestigningerne. Det kunne de imidlertid ikke, og det blev dødsstødet, der fik kæden til at indgive en konkursbegæring. Lyngby Storcenters ejer Steen & Strøm ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag.
– Jeg vil ikke kommentere på Kong Kaffe, da det er et privat forhold, vi har med en lejer. Men vi har ikke nogen lejere hos os, der betaler mere, end hvad det koster at bo i et pågældende center, siger Søren Brogaard, der er direktør for Steen & Strøm, til Børsen.
En stribe aktører vil dog have erhvervslejeloven ændret efter sagen med cafékæden.