Madværkstedet, der er MCH Messecenter Hernings supplement til mastodontmessen Food Expo, var et frisk pust på det danske fødevaremesse-marked. Efter to travle dage med høj stemning kan den nye fødevaremesse pakke sammen med god samvittighed. Madværkstedet formåede at skabe sin helt egen identitet i de inspirerende industrielle haller i Lokomotivværkstedet i København. Der var tydeligvis lagt tanker bag design, indhold, udstillere og selve flowet gennem messehallen, og det blev taget godt imod af både udstillere og besøgende.
Af Kasper Mundt-Nielsen
Som en del af messens mange tilbud til de besøgende, blev der onsdag morgen afholdt et VIP arrangement for de besøgende der bevæger sig inden for cafésegmentet. Udover morgenmad og networking, var der indlagt tre foredrag, som gav gode tips til virksomheden. Den ene foredragsholder var Anette Grothe, der er kontaktdirektør hos reklamebureauet Opening, som gav et herligt foredrag med temaet ”Trends og kend din målgruppe”. Her blev vi kloge på ”The weird generation” også kendt som Millenials eller Peter Pan generationen, altså dem fra 1980-2000, som den danske befolkning rummer ca. 1,4 millioner af. Generationen, der kan alt, er helt anderledes en generationen før, og der medfølger nogle trends som café segmentet skal indpasse deres forretning efter. Nogle af udfordringerne er, at gæsterne sidder længere på caféen, men uden tilsvarende at købe mere. Og selvom gruppen af 18-34 årige drikker rigtigt meget kaffe (ca. 51 %), så er det trendsættende publikum langt mere kvalitetsbevidste, og vil hellere nøjes med en god kop kaffe frem for tre. Omsætningshastigheden er derfor nedadgående, men til gengæld er der flere nye parametre caféen kan spille på, begreber som økologi og bæredygtighed er nemlig så dybt indprentet i bevidstheden at dele af omsætningen kan hentes her.
Caféer bruges som kontor
En anden tendens Anette Grothe bød ind med, er at der stadig bliver flere selvstændige, og de starter som ofte op uden kontor. Derfor er det nærliggende for dem, at bruge tid på caféer, både til møder men også bare som et slags kontor uden for hjemmet. Det genererer ikke megen omsætning for caféen, da en kop kaffe kan holde i usædvanlig lang tid, så det har afført nogle helt nye cafévirksomheder, som populært bliver kaldt Coffices – Her betaler man simpelthen for den tid man bruger i caféen og så er mad og drikke inkluderet i prisen. Her blev nævnt kaffekæder som Anticafé, The Flat og Central Working.
Det var ikke kun smagsprøver og gode tilbud de mange udstillere kunne byde på. Flere valgte nemlig at udnytte, at de havde deres kunder på nært hold, og tilbød workshops og miniforedrag direkte på standene. En af de virksomheder, der inviterede indenfor var kaffegiganten Lavazza, som i et tre kvarter lang baristaworkshop viste hvordan man benyttede de store espressomaskiner, fortalte om vandtryk, temperatur, forskellen ved groft- og fintkværnet kaffe og ikke mindst de mange forskellige slags kaffe de kan servicere virksomhederne med. Lavazzas italienske kaffeekspert Mattia Ferrero var en underholdende og dygtig vært, der berettede at en god espresso består af 25 % kaffe, 25 % kværning af kaffe, 25 % espresso maskine og 25 % barista. Og maskinen og kaffekværnen betjenes jo af baristaen som han siger, så æren af op mod 75 % af en god kop kaffe, tilfalder manden bag maskinen.
Glæde over god start
Madværkstedet er udviklet i et tæt samarbejde mellem leverandørforeningen DLF, en styregruppe bestående af food-udstillere samt MCH Messecenter Herning, og hos sidstnævnte var der både både taknemlighed og glæde efter en veloverstået messe:
– Jeg glæder mig over de mange positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende. Det har været to gode dage med et højt aktivitetsniveau og en rigtig god stemning, sagde Georg Sørensen, adm. direktør i MCH A/S. Også hos DLF var der stor glæde over, at Madværkstedet var kommet godt fra start:
– Madværkstedet viste værdien af at mødes, og at dialogen mellem mennesker skaber bevægelse og udvikler branchen. Derfor en stor tak til udstillerne og alle, der har bidraget til at skabe en flot og inspirerende messe, sagde Niels Jensen, CEO i leverandørforeningen DLF.
I samarbejde med Dansk Folkehjælp og Stop Spild Af Mad blev al overskudsmad fra Madværkstedet doneret til 75 udsatte familier i Københavnsområdet.
Se mere fra messen i maj nummeret af Food&Drink