Dagligvarekoncernen Dagrofa har valgt at forlænge sin indledende kampagne til fordel for danske, kvalitetsfødevarer – og producenter. Dermed løber kampagnen, hvor forbrugerne, når de køber varer med mærket ”Du køber – vi gi’r”, automatisk beder Dagrofa sende 50 øre retur til producenterne, nu til og med marts.
– Vi har valgt at forlænge den første kampagne i vores Vælg Dansk initiativ, hvor vi ønsker at bakke op om de gode, danske producenter. Det skyldes på den ene side, at forbrugerne har taget godt imod kampagnen, men også at vi populært sagt vil købe lidt tid til at komme helt i mål med næste tiltag over for forbrugerne, som vi forventer klart til april, siger Markela Dedopoulos, kommunikationsdirektør i Dagrofa.
Ud over at sende penge retur til producenterne har kampagnen skabt ekstra fokus og opmærksomhed på de danske varer i Dagrofas dagligvarekæder.
– Vi gør os naturligvis ingen forestillinger om, at vi redder danske landbrug eller arbejdspladser med det her. Men vi sender et klart signal om, at vi vil de gode, danske producenter, og vi giver forbrugerne et klart valg. Håbet er, at vi dermed skaber endnu mere fokus på de danske varer, siger Markela Dedopoulos, der oplyser, at forbrugerprisen på de mærkede varer er uændret, da tilbagebetalingen finansieres af Dagrofa.