Nytænkning, udvikling og pejling af tiden var ingredienserne, da Bella Center, i samarbejde med Zonen for madkultur, gik i gang med at genopfinde koncernens velkendte fagmesse for fødevarebranchen. Med udgangspunkt i fire mad-oaser med fokus på inspiration, sanseoplevelser og networking er resultatet blevet en messe med et styrket kvalitetsniveau.
– Copenhagen Food Fair i Bella Center har været et flot og vellykket arrangement. Det nye koncept med de fire oaser med hver deres tema har fungeret rigtig godt og givet masser af inspiration og ny viden til de mange tusinde besøgende, fortæller Katia Østergaard, administrerende direktør i Horesta.
– Det har været en ny iscenesættelse i lækre rammer, og det har føltes nytænkende, afslappet og fuld af liv. Derudover har hele vores deltagelse været en positiv oplevelse både før og under messen, siger Linda M. Nielsen, Channel Marketing Manager hos Unilever Food Solutions.
Ud fra besøgsantallet må messen også betegnes som en succes – messen blev nemlig besøgt af over 30.000 fagfolk.