Med det klare mål at femdoble forretningen i Australien indgår Arla nu et joint venture med landets største osteimportør, F. Mayer Imports. Arla er allerede på det australske marked med Castello oste, og nu skal partnerskabet bringe Arla videre på et marked, hvor forbrugerne i stigende grad efterspørger fødevarer, der byder på kvalitet, madkultur og godt håndværk.
Det nye joint venture selskab får navnet ’Arla Foods Mayer Australia Pty Ltd’ og skal markedsføre, sælge og distribuere importerede og lokale mejeriprodukter på det australske marked. Arlas sortiment af Castello® specialoste, Lurpak® smør og forskellige højkvalitetsvarer under Arla® varemærket bliver bærende dele af sortimentet, men det nye selskab vil også tilbyde produkter fra andre producenter i Europa og Australien.
Al Arlas nuværende og fremtidige forretning i Australien samles i joint venture selskabet. Arla har samarbejdet med F. Mayer Imports, de seneste 30 år.