Natten mellem tirsdag og onsdag blev en af tappemaskinerne på Slagelse Mejeri beskadiget. I forbindelse med reparationen af tappemaskinen er der risiko for, at få mikroskopiske stykker af maskinen kan være endt i den tappede mælk. Arla Foods kan således ikke garantere kvaliteten på de produkter, der blev tappet på maskinen, og har derfor besluttet at tilbagetrække 1 liter Harmonie Økologisk Skummetmælk fra sjællandske butikker.
Følgende produkter tilbagekaldes fra butikkerne:
– Harmonie Økologisk Skummetmælk (1 liter) Holdbarhedsdato er 30. marts 2014.
Alle produkter er fremstillet på Slagelse Mejeri (M210).Arla Foods har i løbet af morgen og formiddag kontaktet alle berørte butikker på Sjælland med henblik på at tilbagekalde dette produkt. Hvis man som forbruger har købt dette produkt, skal det kasseres og man kan få pengene refunderet ved enten at fremvise produktet eller en kvittering i den butik, hvor produktet er købt.
Arla Foods beklager hændelsen og det besvær, som følger med.