Alchemist rykker op som nummer tre på årets liste over verdens bedste restauranter. Kadeau tager årets største spring til en ottendeplads, mens Jordnær vender tilbage i top 50. Spanske Asador Etxebarri løber med førstepladsen.

Danmark har to restauranter blandt verdens ti bedste og tre i top 50. Det står klart, efter at årets liste, The 50 Best Restaurants, blev offentliggjort ved en prisuddeling i Lima i Peru onsdag aften lokal tid – natten til torsdag dansk tid.
Alchemist i København indtager tredjepladsen og rykker dermed to pladser frem fra sidste års femteplads. Kadeau i København bliver nummer otte, mens Restaurant Jordnær i Gentofte vender tilbage på listen som nummer 40.
For Alchemists grundlægger og køkkenchef Rasmus Munk er placeringen en anerkendelse af arbejdet på restauranten.
”At ligge i toppen af The World’s 50 Best Restaurants er selvfølgelig en stor glæde, ikke mindst fordi det er en vigtig anerkendelse af hele vores hold, som hver eneste dag gør deres yderste for at give vores gæster en helt særlig oplevelse,” siger Rasmus Munk i en pressemeddelelse.
Siden åbningen i 2019 har Alchemist arbejdet med konceptet Holistic Cuisine, hvor gastronomi kombineres med blandt andet kunst, performance og visuel teknologi. En aften på restauranten byder på op til 50 ”indtryk”, skabt af et hold på over 100 ansatte.
Kadeau tager årets største spring
Kadeau står for en af årets mest markante bevægelser på listen. Restauranten rykker fra nummer 41 til nummer otte og modtager samtidig særprisen Highest Climber for årets største fremgang.
Også uden for top 50 er der dansk fremgang. Koan i København, med køkkenchef og medejer Kristian Baumann i spidsen, indtager plads nummer 57 på den udvidede liste. Sidste år var restauranten nummer 91.
Hos brancheorganisationen Horesta fremhæver adm. direktør Jeppe Møller-Herskind, at placeringerne har betydning for Danmarks evne til at tiltrække internationale gæster.
”Den store internationale opmærksomhed, der følger med en topplacering, er også med til at tiltrække gæster fra hele verden. Det er noget, der kan mærkes på bookingerne, og anerkendelsen har stor betydning for dansk gastroturisme,” siger han i en pressemeddelelse.
Baskisk grillrestaurant vinder
Årets førsteplads går til Asador Etxebarri i Atxondo i det spanske Baskerland. Her har kok og ejer Victor Arguinzoniz gjort madlavning over brændeild til restaurantens særkende med fokus på råvarer og præcision ved grillen.
Restauranten var nummer to i 2025 og overtager nu førstepladsen efter Maido i Lima. Gaggan i Bangkok bliver nummer to foran Alchemist.
Listen bygger på stemmer fra mere end 1.100 internationale restauranteksperter. Tidligere vindere indgår i gruppen Best of the Best og kan ikke længere vælges til den årlige rangliste. Det gælder blandt andre Noma og Geranium.

