Niels Erik Maegaard bor på Toftegaard med sin hustru Anita, deres 17-årige datter Anika og deres 230 økologiske sortbrogede køer. Familien, som også består af to voksne døtre, der er flyttet hjemmefra, ser hvert år frem til at få køerne på græs, men i år er glæden særligt stor. Efter to år med corona-restriktioner åbner de nemlig atter op for besøgende til Økodag.
– Det er jo en festdag. Det er så dejligt at snakke med de mange besøgende, der kommer, og jeg kan sige, at køerne allerede glæder sig en måned, før gæsterne kommer. De kan altid mærke, når det er tid til, at de skal på græs. Så står de og brøler af spænding, fordi solen skinner, og de glæder sig. Det er fantastisk igen at kunne dele den oplevelse, siger Niels Erik Maegaard, der på dagen får hjælp fra både døtre, venner og ansatte.
Toftegaard, der er en Arlagård, forventer nemlig op imod 5.000 gæster til Økodag, og det er vigtigt for Niels Erik Maegaard, at gæsterne får den bedst mulige oplevelse.
– Vi har forberedt alt muligt. Børnene elsker jo at lege på halmballer, så selvfølgelig sætter vi en masse op, som de kan hoppe rundt på. Og så kan de tage traktorkørekort, klappe kalve og tegne med kridt på en væg, vi har sat op. Det var en stor succes sidste gang, og det tog os en hel time at læse de mange søde hilsner igennem bagefter, siger Arla-landmanden.
Stor interesse for økologi og bæredygtighed
Niels Maegaard har været økolog siden 2016, hvor han besluttede, at det var på tide at omlægge det 320 hektar store landbrug. Og det har han ikke fortrudt. Som konventionel landmand kastede han ofte lange blikke efter økologerne og tænkte, at det så spændende ud. Og det er han kun blevet bekræftet i, efter han selv er blevet økolog.
– Der var selvfølgelig et økonomisk potentiale i at lægge om, men derudover er det også med tiden blevet endnu mere spændende og attraktivt at blive økolog. Både fordi der er mange spændende udfordringer, men også fordi det er den retning, samfundet bevæger sig i, siger Niels Erik Maegaard.
Familien Maegaard har længe interesseret sig for miljø og bæredygtighed. De leverer blandt andet til biogas, har solceller på taget og sår solsikker på majsmarkerne.
– Det er en spændende og sjov tid at være landmand i. Det er ikke til at sige, hvad fremtiden bringer, men vi kan tage det en dag ad gangen og gøre vores allerbedste som landmænd. Og for os er økologi og bæredygtighed bare vejen frem, siger han.