De tre selskaber er samlet under Rare Wine Holding, der samlet set nåede en årsomsætning på 413 millioner kroner og en bundlinje på 27,4 millioner kroner før skat i seneste regnskabsår. Sidste år (2017/2018) lød de samme tal på 245,6 millioner kroner og 10,8 millioner kroner. Dermed har selskaberne formået at løfte omsætningen med 68 procent og næsten tredoble bundlinjen. Den voldsomme vækst betyder, at man i det forgangne år har fordoblet antallet af ansatte til 32.
– Vi er endnu engang lykkedes med at realisere et nyt rekordregnskab, hvor både omsætning og bundlinje er fulgt flot med – i meget høj grad takket være en dedikeret indsats fra alle vores medarbejdere. På trods af væksten ønsker vi at drive en konservativ forretning med fokus på soliditet og et højt niveau blandt medarbejderne. Vi forvalter meget store investeringsporteføljer og håndterer hver dag nogle af verdens mest kostbare flasker, og i det lys giver det for os god mening med en ansvarlig vækstplan. Vi ser ikke nogen tegn på stagnation, og derfor går vi næste år efter en omsætning på 600 mio. kroner, og om tre år omsætter vi for en milliard kroner, lover Anders Børsen.
Vininvesteringsselskabet Rare Wine Invest og søsterselskabet Dansk Toldoplag har på få år skabt en forretning, der vokser støt og nu begynder at bidrage til både omsætning og bundlinje. Det er dog især den internationale vinforretning Rare Wine, der fortsat tordner i vejret og står for den største vækstandel i regnskabet.
Det kommende år byder fortsat på voldsom vækst for den nordjyske vinkomet. Medarbejderantallet forventes at stige til 45 inden næste sommer, og omsætningen skal løftes med næsten 200 millioner kroner. Derfor vil Rasmus Nielsen og Anders Børsen investere massivt i selskabernes interne it-platforme. De skal nemlig udvikles til branchens mest avancerede, blandt andet med et semi-automatiseret sourcing-system og et automatiseret handelssystem, der gør, at man med kunstig intelligens bliver endnu hurtigere og dygtigere til at opspore de bedste flasker vin, champagne og whisky rundt om i verden.