Stikprøvekontrol fra Fødevarestyrelsen afslører, at mange, der importerer vin på hobbyplan, ikke har orden i papirerne.
Hvad enten du sælger kartonvin fra din kælder eller importerer containervis af chardonnay til salg over nettet, skal dit vinsalg være registreret hos Fødevarestyrelsen. Det glemmer både hobbysælgere og halvprofessionelle.
Det fremgår af en stikprøvekontrol blandt især små vinimportører, som Fødevarestyrelsens Rejsehold har gennemført. Herfra afslører en samkøring af oplysninger i CVR-registret med Fødevarestyrelsens smiley-database, at ikke en eneste af omkring 25 detail- og engrosvirksomheder, som Rejseholdet besøgte, havde orden i papirerne.
– Det er helt afgørende for fødevaresikkerheden, at vi ved, hvem der handler med vin i Danmark. For hvis der en dag bliver fundet vin med farlige kemikalier i, sådan som vi tidligere har set det, skal vi kunne finde dem, der har solgt vinen. Kun på den måde kan vi få standset ulykken og advaret de forbrugere, der har købt vinen, fortæller chef fra Fødevarestyrelsens Rejsehold, Michael Rosenmark.
Han hæfter sig ved, at alle de knap 25 besøgte vinimportører efterfølgende har registreret sig, sådan som fødevarelovgivningen kræver det. De virksomheder, der ikke havde styr på registreringerne, har alle fået indskærpet reglerne. Det udløser en mellemfornøjet smiley på deres første kontrolrapport.
Hvis tallene fra Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol er repræsentative for situationen i hele landet, skønner Michael Rosenmark, at der kan være op mod 200 ikke-registrerede vinimportører skjult i kældre, udhuse og garager.