Deltagere og dommere til Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem er nu på plads. Sidste års vinder Dak Wichangoen (Kiin Kiin) skal i gastronomisk infight med kokkene Ronni Mortensen (Geranium), svenske Gabriel Hedlund (Vollmers) og Claus Henriksen (Dragsholm Slot).
I dommerpanelet sidder Claus Meyer – Danmarks mest kendte gastronomiske iværksætter – der i mere end 30 år har arbejdet målrettet på at fremme mulighederne og kvaliteterne i den danske madkultur og bl.a. er en af initiativtagerne til Noma. Han flankeres i dommerpanelet af Jesper Koch (ByKoch), Nicolai Nørregaard (Kadeau) og Kamilla Seidler, der er blevet kåret til Latinamerikas bedste kvindelige kok og var deltager i Sol over Gudhjem 2017. Mikkel Marschall, der er arrangør af Sol over Gudhjem, ser frem til at skyde dette års konkurrence igang:
– Jeg glæder mig til at byde deltagere, dommere, tilskuere og tv-seere i hele landet velkommen til solskinsøen til den 11. udgave af Sol over Gudhjem. Sol over Gudhjem handler om at skabe fokus på Bornholm, på lokale producenter fra hele landet, på det gastronomiske Bornholm og naturen. Det er derfor, vi laver Sol over Gudhjem. Jeg tror på, at vi ved at tiltrække disse stjernekokke i både deltagerfelt og i dommerpanel år efter år slår en tyk streg under, at når det handler om gastronomi, så er Bornholm en rejse værd. Vi forsøger at drysse endnu mere gastronomisk stjernestøv ud over øen end der allerede er i forvejen
Transmitteres landsdækkende på TV 2/Danmark
Sol over Gudhjem er landets største kokkekonkurrence med tusinder af tilskuere, der hvert år besøger Gudhjem for at overvære topkokke i aktion i kokkekonkurrencen, dessertkonkurrencen og for at boltre sig på havnen i Gudhjem, der denne dag forvandles til et stort madmarked. Konkurrencen er blevet en institution ikke bare på Bornholm, men i hele det gastronomiske Danmark. Igen i år kan hele Danmark følge den hæsblæsende firkamp bag komfuret, da Sol over Gudhjem bliver vist på TV 2/Bornholm og transmitteret landsdækkende på TV 2/Danmark.
Værterne på programmet bliver Sofie Andersen, TV 2/Bornholm, Ida Wohlert, Go’Morgen Danmark og Svend Rasmussen, TV 2/Nyhederne og madanmelder på Berlingske.