Tivoli og Landbrug & Fødevarer er gået sammen om Økologiske Dage i Tivoli. Det er en fem dage lang minifestival fra d. 11.-15. september. Festivallen starter med en branchedag, hvor der afholdes inspirationsseminar på Gemyse i Tivoli. I grøntsagsrestaurantens frodige ramme vil take-away-restauratører, producenter m.fl. blive introduceret for en dugfrisk markedsanalyse, der belyser forbrugernes præferencer for mere økologisk take-away. Der vil desuden være oplæg og cases om udbredelsen af økologi i de hurtige måltider og aktører, der kan belyse gevinster såvel som udfordringer for den økologiske take-away.
– Danskerne vil generelt gerne have økologi, men de kan simpelthen ikke finde en økologisk variant af deres yndlingsretter. Kun 2 pct. af de adspurgte i Landbrug & Fødevarers landsdækkende undersøgelse havde nemt ved at finde økologisk take-away. Det er ærgerligt, for vores analyser viser samtidig, at flere og flere måltider indtages uden for hjemmet. Der er et kæmpe potentiale for mere økologi derude. Derfor er vi glade for, at landets største attraktion, Tivoli, går foran og sætter handling bag holdning, siger Mette Jasper Gammicchia fra Landbrug og Fødevarer.
Dagen slutter med, at Fødevarestyrelsen, som en del af ti-års-fejringen for certificeringen af økologiske køkkener, overrækker Tivolis mange økologiske spisemærker, herunder to spisesteder, der opnår Det Økologiske Spisemærke for allerførste gang. De to spisesteder bliver først afsløret ved overrækkelsen.
Dagene herefter følges op med events for elever i 4.-6. klasse samt familievenlige events i Pergolahaven.
Om Landbrug & Fødevarers indsats: Fart på økologien i de hurtige måltider
Danskerne er verdensmestre i at købe økologi, når de handler ind i supermarkedet. Men når aftensmaden består af hurtige måltider som fx burgere, pizza eller sushi, kniber det med økologien. Derfor har Landbrug & Fødevarer i år lavet en undersøgelse, der belyser danskernes opfattelse af økologisk take-away. Undersøgelsen viser:
- 54 pct. af de danske forbrugere opfatter i nogen eller høj grad den økologiske take-awaysom bedre kvalitet
- 48 pct. opfatter i nogen eller høj grad økologisk take-awaysom et bedre alternativ til den hjemmelavede aftensmad
- 51 pct. af danske forbrugere vil gerne betale lidt mere for økologi i take-away, hvis de fik muligheden
- 40 pct. af danske forbrugere er overvejende eller helt uenige i, at det er nemt at finde økologisk take-away
Indsatsen sætter fokus på den manglende udbredelse af økologisk take-away, når Landbrug & Fødevarer spørger: ”Hvorfor er min burger ikke økologisk?” Flere take-away-kæder har indledt et samarbejde med Landbrug & Fødevarer, og indgår aktivt i indsatsen for at få mere økologi på take-away-menuen.
Derudover er der indledt samarbejde med Tivoli og KBH ZOO om udbredelsen af endnu mere økologisk take-away i forlystelsesparkernes allerede brede sortiment. Tivoli er langt med planerne om mere økologi og et mere bæredygtigt fødevareudvalg, men der kan stadig gøres endnu mere for at tilbyde danskerne et mere økologisk madudbud, når de besøger Haven.