Sagerne om mulige lovbrud i Carlsbergs indiske datterselskab er langt mere omfattende end tidligere kendt. Det skriver Berlingske onsdag med reference til Carlsberg Indiens årsregnskab.
Ifølge eksperter efterlader regnskabet indtrykket af en virksomhed med store juridiske udfordringer og en dyb intern splittelse i ejerkredsen. Det indiske datterselskab er allerede tidligere blevet beskyldt for bestikkelse. Men det seneste årsregnskab viser, at de problematiske forhold kan være langt mere udbredte.
Ifølge Leif Christensen, der er adjunkt og ekspert i regnskaber ved CBS ser det ud til, at der ikke kun er tale om en enkeltstående smutter, der måske kunne undskyldes, men mere udbredte problemer.
De mange sager har ifølge Berlingske efterladt bestyrelsen i Carlsberg Indien i dyb splittelse og selskabets revisor, Price Waterhouse, har taget en række forbehold i regnskabet.
– Det er nogle alvorlige forhold, der gøres opmærksom på, siger Kim Klarskov Jeppesen, professor i revision ved CBS, til Berlingske.
– Både fordi Carlsberg tilsyneladende ikke overholder indisk lovgivning, men også fordi korruptionssager i Indien kan medføre, at Carlsberg kan blive idømt relativt store bøder i USA og Storbritannien. Endelig kan brug af bestikkelser skade Carlsbergs omdømme, vurderer han.
I regnskabet nævnes ifølge Berlingske blandt andet anklager om ulovlig markedsføring, uretmæssige betalinger, returkommission og misbrug af midler. Derudover har færdiggjorte undersøgelser påvist svag intern kontrol og udbetalinger uden dokumentation.