Der var engang, hvor kirkegængerne på deres vej tilbage fra Hejninge Kirke til Valbygård Gods tog sig et tiltrængt hvil på bakketoppens mægtige sten, Tøvestenen. Med beliggenheden nær det imponerende borganlæg Trelleborg, midt i det naturskønne Tude Ådal, ligger i dag gården af samme navn, Tøvestensgaarden, der her 150 år efter udflytningen i 1871 fra Hejninge by stadig fungerer som landbrug
Ejeren af Tøvestensgaarden Michael Weber Andersen er en rigtig iværksætter og driver i dag et fremsynet, undersøgende og pionerlignende landbrug. Hele tre generationer er involveret i arbejdet med gården, som siden 2016 har haft en økologisk mælkeproduktion fra køer på græs.
Det hele startede med en god idé, lidt inspiration fra andre europæiske lande og mod.
Michael ville lave naturgræsmælk produceret på græs og hø fra arealer, der aldrig havde set skyggen af en plov eller været udsat for gødning. Han valgte som en begyndelse at sætte to køer ud på engene, hvor eneste ernæring var græs og de vilde urter, som i forvejen voksede der. I vinterhalvåret var køernes kost tørret græs – hø.
Den gode mælk fra 120 græsmælkskøer
Her fire år senere og en masse analyseresultater klogere, har Michael øget den økologiske kvægbestand til 120 økologiske græsmælkskøer af racen Holstein, der trives fantastisk og producerer en mælk, der smager anderledes end standardmælken. Det har han forskeres ord for. Analyseresultater har vist, at Tøvestensgaard-mælken er rig på aromastoffer, som blandt andet giver mælken frugtagtige noter. Om det skyldes, at køerne afgræsser de gamle, fredede naturenge i Tude Ådal, som i århundreder har ligget uberørte hen, det er meget sandsynligt. Størstedelen af høhøsten og kviernes afgræsning foregår således i det fredede område, ikke langt fra Tøvestensgaarden.
Skiftet fra det konventionelle landbrugsfoder i form af majs, kraftfoder og ensilage til hø og græs har i perioder udfordret den ernæringsmæssige kvalitet på Tøvestensgaarden, da plantesammensætningen på engene varierer fra det groveste siv til det fineste enggræs. Et supplement af korn udgør derfor cirka en fjerdedel af kosten til græsmælkskøerne, som udover de 75 procent græs, hø og urter, også serveres en smule mineralblanding og en knivspids kraftfoder. I takt med flere høslæt forventer man at reducere indholdet af det grove siv over tid.
Mælk produceret alene på græs som Naturgræsmælken er for mange lig med smagen af barndommens mælk. Den relanceres nu i nye, mere miljøvenlige kartoner af Øllingegaard Mejeri, hvor den daglige Naturgræsmælk indvejes og gennemgår en skånsom behandling, blandt andet uden homogenisering, hvorved fedtmolekylerne i mælken bevares og lægger sig som flødelåg på mælken.
2025-målsætning for Tøvesteensgaarden
Tøvestensgaarden har en 2025-målsætning om at være mest mulig bæredygtig og varetage naturværdierne i landbruget bedst muligt, blandt andet ved at gå foran som et sted, hvor innovationen har gode vækstbetingelser.
Michael og familien tager allerede i dag imod mange besøgende, da de ser vigtigheden i at dele deres glæde og viden om både dyr, biologi og kendskabet til køernes trivsel på deres gård med folk i lokalområdet.