En mark med omkring 1.000 tre meter høje hampplanter bekymrede en tysk landmands naboer, der kontaktede politiet, skriver thelocal.de.
Politiet ankom derefter hos landmanden, der noget overrasket fik at vide, at han skulle afhøres om planterne i hans mark.
Manden fortalte, at det havde været planen, at så solsikker på brakmarken. Men da han ingen solsikkefrø havde, strøede han fuglefrø ud. Blandingen af fuglefrø indeholdt dog hampfrø med det resultat, at over 1.000 høje hampplanter spirede frem.
Politiet forklarede landmanden, at det var hampplanter med indhold af euforiserende stoffer, der stod på marken.
Sidenhen har politiet fundet ud af, at indholdet af cannabis i planterne ikke var stort nok til at virke som rusmiddel.