Efter en gennemgang af koncernens klimaregnskab placerer organisationen CDP, Coop blandt de internationale virksomheder, der gør en forskel, for at kunne indfri Paris-aftalens målsætninger.
Coop får bedømmelsen ”B” af CDP, hvilket er bedre end 91% af alle årets førstegangsrespondenter og placerer Coop i den bedste tredjedel af alle bedømte virksomheder i verden. Dermed placerer Coop sig direkte i topfeltet af virksomheder, der arbejder seriøst for at indfri målene i Paris-aftalen.
I begrundelsen fra CDP lyder det:
– Coop Danmark demonstrerede en solid førstegangsrapportering til CDP. Deres B-score viser, at klimaforandringerne er integreret i deres forretningsstrategi, og at processer for at styre klimarelateret risici og muligheder er implementeret og flugter med overgangen til en lav-emissions økonomi, lyder det fra CDP’s Senior Account Manager, Andreas Svennefjord.
– Vi lancerede for godt et år siden det, vi selv mener er verdens måske mest ambitiøse klimaplan, hvor vi blandt andet vil være klimapositive i 2030 i vores drift. Vi har fortsat langt at gå, men så meget desto mere opmuntrende er det, at få denne flotte anerkendelse fra en uafhængig 3. part, der viser at vores indsatser er troværdige og kan måle sig med de mest ambitiøse i verden, siger ansvarligheds-direktør i Coop, Signe D. Frese.
Også danskerne bakker op, om at der skal handles for klimaet. 77 pct. af danskerne mener, at klimaet fortsat skal prioriteres meget højt, trods Corona-krisen, viser analyse fra Coop Analyse fra april 2019.
– Masser af klimainitiativer er allerede rullet ud mod leverandører og kunderne. 2020 har blandt andet budt på; lancering af den første Coop Folkeskov ved Holstebro, kunderne kan følge klimabelastningen fra deres fødevareindkøb i Coops App, varetransport fra Spanien med tog fremfor lastbil, solceller og varmepumper installeret i en række butikker, plastikposer lavet af vores eget affald såvel som klimacrowdfunding af en stribe grønne danske iværksættere, siger klimachef i Coop, Peter Svendsen.
Trædestenene lægges for at indfri Coops ambitiøse målsætninger. Konkret betyder det blandt andet, at Coop i 2021 øger sit fokus på at sikre den grønne omstilling i leverandørkæden samt arbejder for godkendelsen af klimamålsætningerne under Science Based Target Initiative – også kaldet virksomhedernes Paris-aftale.