Afrikansk svinepest i Asien og Kina har været med til at skrue de danske svinepriser op.
Noteringen på slagtesvin er steget til 13,60 kroner pr. kg i november fra 8,30 kr. i januar måned 2019. Der er mere end 22 år siden, de danske producenter fik en højere pris for svinekødet. Den meget kraftige prisstigning skyldes stor efterspørgsel på svinekød fra især Kina.
Afrikansk svinepest er årsagen til efterspørgslen, idet svinepesten har bredt sig til det meste af Asien og har medført kraftige nedgange i svinebestandene.
Samtidig med de stigende priser er den samlede mængdemæssige produktion af svin i Danmark faldet i tredje kvartal 2019, oplyser Danmarks Statistik, og tilføjer, at bestanden af svin 1. oktober ligeledes viser et fald sammenlignet med først på året.
Ifølge Frank Øland, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, kan pesten betyde, at de danske svinepriser vil fortsætte med at ligge højt de næste år.
– Situationen med afrikansk svinepest i Kina er desværre stadig ude af kontrol. Og det ser ud til, at der godt kan gå nogle år, før kineserne for alvor kan få produktionen op igen. I den periode forventer vi, at vi vil fortsætte med at have de her høje svinepriser, siger Frank Øland ifølger Ritzau.
Cheføkonomen nævner, at de danske forbrugere også vil kunne mærke, at priserne på svin er steget, men understreger dog samtidig, at man ikke skal forvente at skulle til at betale det dobbelte for det svinekød, man køber i supermarkedet.
– Når man køber svinekød fra køledisken, så betaler man også for meget andet end bare kødet fra landmanden. Derfor er effekten på priserne ude i køledisken faktisk ikke så stor.
– Priserne er i dag nok steget 5-10 procent, og de kommer måske til at stige 5-10 procent mere. Så det er i den størrelsesorden, at den danske forbruger kommer til at kunne mærke en effekt, fortæller Frank Øland.
Også i 1997 og 2001 var der høje danske priser på slagtesvin. Og ligesom det er tilfældet i dag, så var prisstigningerne dengang forårsaget af problemer med husdyrsygdomme i andre lande. Blandt andet blev Holland i 1997 ramt af svinepest, og det bidrog til at øge den danske efterspørgsel og give højere priser for de danske producenter.