Der var mange kilometer i benene, masser af smagsprøver og gode møder med kunder, samarbejdspartnere og helt nye bekendtskaber, da Fødevarefokus besøgte Foodexpo. Og så havde vi fornøjelsen af at have rigtig mange deltagere til vores konkurrence i samarbejde med Brønnum. Se vinderne her.
Årets Foodexpo var den tiende i rækken, og vi fra Fødevarefokus og Food&Drink var på pletten med vores egen stand. Her mødte vi rigtigt mange deltagere – både i vores egen stand og på vores mange inspirerende ture rundt for at møde samarbejdspartnere, annoncører og nye bekendtskaber. Der var virkelig mange spændende produkter og services derude, som vi glæder os til at dykke ned i både her på siden og i vores magasin. Vi siger tak til alle, vi havde spændende snakke med – og undskyld til alle jer, vi ikke nåede at få hilst på.
For gæster var der nok af på messen. Hele 21.553 gæstede søndag-tirsdag Foodexpo, oplyser Foodexpo. I de mange haller kunne de tusindvis af fagfolk fra fødevarebranchen blive klogere på alle aspekter af deres branche, networke, overvære prestigefyldte fagkonkurrencer og ikke mindst handle og indlede nye samarbejder. Ifølge Niels Jensen, CEO, MLDK Mærkevareleverandørerne, klappede det hele på jubilæumsudgaven af den branchesamlende messe:
“Der er stor tilfredshed med messen blandt vores medlemmer, som beretter om høj kvalitet blandt de mange besøgende og en gennemgående god stemning. Og det harvirkelig været en værdig jubilæumsårgang, hvor messens konstante fokus på udvikling er kommet tydeligt til udtryk – eksempelvis i forhold til ambitionerne inden for bæredygtighed. Derudover har udstillerne gjort enormt meget ud af det med flotte og inspirerende stande,” konstaterer Niels Jensen.
Det var også en oplevelse, vi kan nikke genkendende til her fra Fødevarokus’ side.
Hvem vandt vores konkurrence
Hver dag trak vi fra vores stand lod om lækre præmier fra Brønnum.
- Søndag vandt Tobias Vasant, der er restauratør fra Restaurant Sæson, n Zayiko kokkekniv, værdi 2717 kr.
- Mandag vandt Janni Pilskov fra Emma Emma Aps 4 Stem Zero vinglas fra Nude, værdi 1930 kr.
- Tirsdag vandt Helene Søndergaard fra Røde Kors Hjemmet Løgstør et Stack by Brønnum-stel til seks personer, værdi 1747 kr.