Den 4. juni bliver en festdag i det gamle pakhus på Allégade 15 i Tønder. Denne dag åbner Fødevarehuset Vores Marsk. I haven bag fødevarehuset vil der fra kl. 12.00-16.00 være udendørsmarked med lokale fødevarer, smagsprøver og fødevarefortællinger.
Mød bl.a. Restaurant Ros, der tilbereder og serverer smagsprøver med lam og urter, Museum Sønderjylland, der fortæller om madkulturen langs Vadehavet og Tønnisgård, der formidler natur og urter.
Der er også mulighed for at købe forskellige lokale fødevarer og drikke med hjem. Der vil nemlig være udendørs madmarked med flere forskellige lokale fødevareproducenter. Kisbæk mælk, Marskdestilleriet, West Brew, Rømø Slagteren, Jernved Mejeri og mange flere vil sælge deres produkter i løbet af dagen, ligesom dørene er åbne ind til formidling, showroom og udsalgssted i Vores Marsk.
Åbningsdagen bliver gennemført under hensyntagen til de gældende corona-restriktioner.
Fremadrettet vil Vores Marsk være åbent for besøgende en gang om måneden og i forbindelse med events i huset og i byen. Huset samler og udstiller de mange forskellige lokale fødevarer og fødevareproducenter, der findes langs Vadehavet, og formidler dermed, hvad der findes af lokale fødevarer i området, og hvor man som besøgende kan finde dem.
– Håbet med Vores Marsk er, at man som besøgende bliver inspireret til at gå ud og opleve og finde de lokale fødevarer selv. Og dermed give sig selv flere bæredygtige oplevelser i naturen og med madkulturen i fokus, siger destinationsmanager i Tøndermarsk Initiativet, Julie Hermansen.
Udover at være en butik og showroom arbejdes der i Vores Marsk også med erhvervsudvikling. Fødevarehuset skal være et varigt knudepunkt for initiativer omkring fødevarer. Gennem udvikling, netværk, vidensdeling, samarbejde og øget synlighed skal udbuddet af lokale fødevarer og oplevelser, der relaterer sig til fødevarer og lokal madkultur, styrkes.
– Det kan skabe en fantastisk synergieffekt for de erhvervsdrivende og gode forudsætninger for samarbejde, at det hele bliver samlet, siger daglig leder af Vores Marsk Jesper Monsrud og fortsætter:
– Målet er, at der skabes flere arbejdspladser indenfor fødevareerhvervet og bedre forudsætninger for flere iværksættere, slutter han.